lørdag den 23. februar 2008

Når terroren kommer tæt på





Den 2. marts tager skolens 9. klasse på studietur. Oprindeligt var det meningen, turen skulle have gået til Tyrkiet, men omkring nytår begyndte situationen at ændre sig, og i midten af januar, kom der en skærpet rejsevejledning fra Udenrigs Ministeriet, så den nu lød således:


Der er en betydelig risiko for terrorangreb i Tyrkiet, herunder i de tyrkiske storbyer og på feriestederne ved kysten. Rejsende opfordres derfor til at udvise den største agtpågivenhed, særligt på steder, hvor større menneskemængder er samlet.

Og hvad gør man så?


Rejsen var booket og depositummet var betalt, men ingen, hverken os lærere der skal med på turen, eller skolens ledelse synes, vi kunne stå inde for den risiko en sådan rejse medfører. Samtidig kunne vi på TV se reklamer fra diverse rejseselskaber, der havde tilbud på rejser til Tyrkiet for HELE familien.
Lidt af et dilemma!

Heldigvis vandt den sunde fornuft, og rejsen blev afbestilt. Men hvad skulle vi så gøre? Børnene var ret trætte af situationen, og havde et par dage i frygt for, at de slet ikke ville komme af sted på studietur.
Men heldigvis har vi en dreng i klassen, hvis far kender nogen der kender nogen som kunne hjælpe os. Og knap var aflysningen af turen til Tyrkiet meldt ud, før en ny tur til Portugal var en realitet! Og alt var undersøgt, lige fra transport og overnatning til forplejning og temperaturer. (tak til Per)


Så næste søndag rejser et par håndfulde teenager og to lærere fulde af forventning af sted til, i hvert fald lidt, varmere himmelstrøg.

Følg med her på bloggen - det bliver NÆSTEN som at være der selv!