En stille søndag i Berlin og omegn

Søndag med Berliner Marathon og besøg i en gammel KZ-lejr. Ja det er jo ikke just den klassiske udgave af søndagshyggen, men ikke desto mindre endte det i en småhyggelig affære.
Vi skulle ikke specielt tidligt op, da der ikke var morgenmad før klokken 0830 idag. Det var imidlertid en morgenmad der var værd at vente på. Nutella i endeløse baner, spegepølse af god kvalitet, ost der ikke var lavet af rester fra papproduktionen, RUGBRØD og mælk. Lige noget for undertegnede. Børnene huggede også i sig, så de kunne nok også ret godt lide det. Efter endt morgenmad, skulle vi ud på en længere rejse til Oranienburg, hvor der er en KZ-lejr ved navn Sachsenhausen. Det var et lidt specielt sted med en ret speciel atmosfære. Det er jo nok også meningen, men det lagde en dejlig dæmpende stemning på børnene.... ikke ilde.

Her på vores hostel, er der ret specielt også. Det er den rene hippie-rede. Det er som om de yngler et eller andet sted i nærheden. Der er en rigtig god stemning og der er fri internetadgang, hvis man har sin egen computer med. Menneskene er flinke og man kan næsten ikke være til besvær eller være for larmende (hvilket er ret heldigt (synes Klaus (og Sanne) siger Luna)).
Pigerne er fordelt på to værelser og drengene er samlet på et enkelt. Der skal soves i køjer og bades fælles, altså piger for sig og drenge for sig.
Der er et bassin med fiskebasser ved indgangen af hostlet. Der er Milka-køer, græs, blomster, hunde og buske i loftet. Det er bare et regulært flippersted. På alle måder. Camilla kæmper lidt med stedet, da hun faktisk synes at det er lidt for flippet. Liva og Aia-Li (og især Aia-Li, faktisk mest Aia-Li) ÆLSKER bare Sunflower Hostel af og med hele deres hjærter og sjæle.
Vi har lige lagt en lille video i bunden af dette indlæg. Kig lige med.

Når nødderne er størst

Så er vi endelig kommet til Berlin. Vi sidder på det gratis hotspot på Sunflower Hostel. Det er et ret flippet sted, som børnene allerede er ret vilde med.
Først lige lidt om turen hertil.

Egentlig har jeg altid været ret træt af den der floskel med at danskerne er nogle sure mennesker, som ikke tager imod nogen eller noget, der ikke på alle måder ligner dem selv. For det første fordi det ikke just er en god egenskab at have og for det andet fordi jeg ikke mener at det er rigtigt. På togrejsen var Lise og jeg så heldige at sidde i kupé med et meget forbitret og fordømmende dansk ægtepar. Da de skulle vise billetter for tredie gang, var deres verden lige ved at gå under og mandens fnysen ville slet ikke ophøre, da jeg havde den frækhed at tilbyde en anden toggæst en af vore pladser. "Man kan ikke disponere frit over andres pladser", sagde manden fnysende til mig. "Det gør jeg heller ikke, for det er faktisk vores pladser", sagde jeg. "Er det jeres pladser eller er det faktisk jeres pladser?", spurgte den sure mand. "Er der en forskel?", spurgte jeg. Det kunne han så ikke lige forklare den umiddelbare forskel på, så jeg gætter på at det ikke er tilfældet.
Ellers var det rart at hvile i de der små 6 timer, som det tager at rejse til Berlin. U-bahnsystemet er let at arbejde med og nu skal vi snart ud og kigge efter noget at gumle på. Clara messer Sushi, men jeg regner med at vi ikke skal straffes på den måde alle sammen. Vi må kigge på det.... 

Den gode nyhed er at supermarkedet rundt om hjørnet først lukker klokken 2400 og allerede åbner igen klokken 0800. Så er der dømt Milka og billig cola det meste af døgnet.

Morgendagen byder på kz-lejr og slige hyggeligheder.

Ud og se...

Så kom vi on the road
Dagen begyndte først klokken 19 i søndags. Vi skulle afsted med bussen klokken 18.45, men lidt problematikker med at finde bakgearet, sluppet håndbremsen og holde motoren kørende, gjorde vores exit fra friskolen en anelse forsinket. Heldigvis skulle vi have en ny chauffør allerede da vi kom til Kolding. Ellers er jeg ikke sikker på at vi var kommet frem i et stykke.
Da jeg sidst var med en bus til Tjekkiet, havde man en sej computer, hvis den kunne køre med 1200 Mhz og hvis man var rigtig vild, havde man måske en hardisk på 30 Gb. Busturen den gang ville være ukomfortabel og træls det meste af natten. Man skulle sidde op og sove og man kom frem totalt udmattet og smadret. Nu er computerne virkelig rykket et stort stykke frem i udviklingen. Jeg sidder f.eks. på en 2 x 2400 Mhz med 120 Gb harddisk og taster i skrivende stund. Det springende punkt for mig er dog at uanset hvor meget resten af samfundet har udviklet sig de sidste 7 år, så er busrejser til Tjekkiet på en eller anden måde forblevet ganske så uforandrede på alle punkter. Trætte, radbrækkede og udmattede kom vi frem til vores hytter, som ikke just imponerede ved at kunne sammenlignes med de billeder brochuren havde vist os.
Efter morgenmad og frokost med 30 minutters mellemrum, skulle vi trekke i bakkerne omkring vores indkvartering. Det endte med at blive en lidt blandet fornøjelse, da de fleste blev noget overraskede over at skulle gå hele vejen. Ja, trekking er noget med at gå i bakker og noget med ikke at gå i gårdsangersko. Så kan man jo blive lidt klogere på den slags. På vejen regnede det på det nærmeste uafbrudt og det lykkedes os at miste 4 pandaer på ganske kort tid. Jeg tror at vores guide, der i forvejen led af en mellemvild influenza, blev ret træt af os på noget der minder om rekordtid.
Da vi kom hjem, stod den på spaghetti med sursød kødsovs og kanelboller. En mærkelig kombination, men sult lærer våd panda at nyde, eller noget i den retning. Flere af de kære poder var sikre på at de ville afgå ved døden, om de skulle gå de sidste 500 meter ved egen kraft idag. Jeg kan dog oplyse om at ikke én synes at være omkommet alligevel. Faktisk sidder de alle om bålet i skrivende stund og hygger sig helt vildt meget. Jeg er, på den anden side, ved at omkomme af træthed, så min friskhed i løbet af dagen er ved at hævne sig på mig. Noget så eftertrykkeligt. God nat og god vind.

I løbet af dagene er vi langt om længe kommet til en café hvor de rent faktisk kan tilbyde internetadgang. Det er ikke just noget der hænger på træerne, om man så må sige.
Vi har været ude at sejle på floden i noget der kunne minde om river-rafting. Det var hyggeligt, da der ikke var særlig meget vand i floden. Hvis man kom i knibe, kun man altid hoppe ud i vandet og skubbe båden videre. Vandet var sjældent mere en knædybt, men med tiden blev nu en kende koldt at rende rundt i.
Den helt store succes var klatring og rapelling. Det var super sjovt og rigtig grænseoverskridende for mange af børnene. Der blev i hvert fald hvinet af fryd og rædsel det meste af tiden. Faktisk måtte guiderne og instruktørerne bede børnene om at slappe af og holde op med at larme op til flere gange. En rigtig god dag og mange faldt ret tidligt i søvn.

Idag (24/9) sidder vi på en café og spiser pizza og hygger. Vi er på bytur i en lille flække, som tjekkerne kalder Turnov. Der er ikke det store at komme efter, men her er hyggeligt. I eftermiddag skal vi på orienteringsløb og eller ikke rigtig noget. I morgen tidlig tager vi ind til Prag og skal bo på et nyt hostel. Det bliver lidt spændende at se hvordan det er.
Næste rapport kommer når vi igen kan finde et hotspot. Vi arbejder på en hjemmeside med billeder. Mere om det senere.