Med Pingvinerne i metropolerne...

Disneyland just before dark

Så er den gal igen!

I skrivende stund har vi været på farten i henved to døgn.
Togrejsen var rigtig lang, Togene blev gentagne gange forsinkede, men vi nåede da frem og missede ikke nogen afgange. Det kunne have været gået anderledes, men pingvinerne er ret tjekkede på at møde til de aftalte tidspunkter og på de aftalte steder. Så selv med lidt sved på panden kom vi ud til vores hotel i en forstadsagtig beliggenhed, der går under navnet Bry Sur Marne (sikker med bindestreger og diverse accenter, men I ved hvad jeg mener).
Hotellet er en hel historie for sig selv. Jeg har været på mangt et hostel og hotel i min karriere som lejrskoleslave på Børnenes Friskole, men dette er godt nok det bedste til dato. Store værelser, badekar, køkken og endda opvaskemaskine og vaskemaskine. Den største luksus er dog de lækre tagterrasser, som er tilknyttet de største lejligheder. Det er da en fryd at stå der og overbeglo Paris by night. Ikke ilde på nogen måde. Børnene er da også yderst tilfredse med indlogeringen.

Vi kæmper noget med at finde rundt i det franske transportsystem. Det er godt nok for viderekomne. RER og Metro og Tram og Autobus. Hver sin billet, hvis altså det ikke er lørdag eller onsdag i en lige uge, for så kan man køre på en brugt vatpind, hvis man hedder Claude eller Claudette. Det er sgu lidt forvirrende. Franskmændene er vist godt klare over balleden, for de står i hvert fald klar til at vejlede og rådgive på bedste facon, hvis man har den mindste tvivl gemt i øjenkrogen. De forsøger sig endda på engelsk, hvis det er helt umuligt at forklare samtlige faldgruber i den lidt snørklede billetpolitik.

Det er noget af det, der får mig til at frem til at komme til Berlin i næste uge. Der er billetsystemet tysk og dermed gennemtænkt. Det kan alle forstå.

Vi har været ude i metropolen og kigge list nærmere på Eiffeltårnet, der dog nåede at blive lukket (nok på grund af blæst), før vi fik os stavret op i det. Desuden fik vi kigget lidt på Triumfbuen og set på butikker.
Vi bor i umiddelbar nærhed af et supermarked, så børnene køber selv ind til morgenmad og frokost. På den måde rækker madpengene på bedste vis, trods bekymring om det modsatte.
De følgende dage byder på alt muligt lige fra museumsbesøg til en hel dag i Disneyland. Det tegner lovende.
Klaus

På Mont Martre foran Sacre Coeur

Søndag d. 29/8 2010
Så sidder man her på værelset med benene lidt oppe og funderer over de forgangne døgn.
Børnene er blevet noget bedre til at holde sig i flokken når vi rejser med metroen, men de er til gengæld ikke så gode til at huske sengetiderne. Derfor har vi strammet seletøjet lidt og forlangt absolut ro på værelset senest klokken 22.00. Eller er vi bange for at de ikke får nok ud af turen. I forhold til at vi lærere er henholdsvis 38 og 56 år (Sanne har forresten fødselsdag idag!), så klarer de 14 - 16 åriges kroppe sig væsentlig ringere. Det skulle man ikke umiddelbart tro, men de sidste par dage har vi måttet lægge øre til en del jamren om træthed og ømme fødder. Så nu skal de sgu i seng i ordentlig tid. I morgen venter Disneyland og det ville da være synd om de skulle have en træls dag derude, fordi de ikke er udhvilede.
En ting, der springer i øjnene hos især japanere, er Alexanders hanekam. Han bliver skamløst brugt som forlystelse for de små asiater. De fniser og får taget billeder sammen med ham i tide og utide. Her på det sidste er det nok mest i utide. Der er åbenbart ikke så meget punk i den opgående sols rige. Synd for dem.
Vore bekymringer omkring madpengenes tilstrækkelighed er ikke relevante, da alle kan blive fodret rigeligt af med de penge de har til rådighed. Forudsat at køber fornuftig og sundt. Der er selvsagt nogle af drengene, der skal udnytte at de ikke er hjemme hos mor og derfor kun lever af junkfood og energidrikke. Så den står forhåbentlig på salat og fibre som afgiftning når de kommer hjem.

Vejret er ret stabilt, men der kommer en lille byge i ny og næ. Temperaturen er tålelig. Det er ikke for varmt og heller ikke for koldt.
Alt i alt flasker vores ophold sig egentlig meget godt.
Klaus

Onsdag d. 01/09
Sidste dag i Paris. Vejret er rigtig godt idag. Solen skinner fra en skyfri himmel og vi har det meste af dagen fri, da vi skulle være ude af hoteller klokken 11 og vores tog mod Berlin først kører klokken 20.20 i aften. Vi holder til i kvarteret omkring Gare de L’est. Der er en masse at se på og pigerne blev så glade for at finde en MacDonald’s at man skulle tro det var deres livs første 5 dage lange pause fra et Happy Meal.

Selv sidder jeg, i skrivende stund på en Starbucks og forsøger desperat at komme på nettet. Det er imidlertid ikke just en let operation. Da der åbenbart tit er nogle frække fyre, der planlægger terror og den slags på Starbucks caféer, kan man ikke logge ind uden et password og login. Dette login og password kan man desværre bare ikke få uden at logge ind. Catch 22, er vist en passende litterær titel at henvise til i dette tilfælde. Jeg føler mig i hvert fald som en anden Yossarian i dag.

Endelig på Sunflower Hostel!

Vi glæder os vist allesammen til at se hvad Berlin kan byde på. Personligt glæder jeg mig til at gense Sunflower Hostel. Det er en hippie-rede af rang, men der er også ret hyggeligt og de andre rejsende vil gerne snakke og sludre. Det var der ikke noget af på vores pariser hotel.
Det bliver spændende at se morgendagen komme og gøre os alle klogere på det meste.
Klaus

Camping Castel Fusano

Ciao.
Saa er vi naet til en fantastisk campingplads ude ved kysten vest for Rom. Vi har badet i en kaempe swimmingpool - 25 x 50 m - saa humoeret er hoejt. Vi klarede Vesuv i gaar - en laaang togtur, men kan klart anbefales.Vi oplevede baade svovldampe og at blive indhyldet i skyer. De naeste par dage skal vi goere Roms store sevaerdigheder og saa skal vi tage den laaaange tur til Pompei - samme tur som til Vesuv + 1 time.
Vi har besluttet at forsoege at faa liggepladser paa vejen hjem, saa maa det koste den smule mere. Vi har kaempet noget med bedbugs i sengene paa hostel i Rom - specielt Lasse ligner en, der har faaet skoldkopper, men han er i bedring. Andre har ogsaa en del bid, men reagerer ikke saa slemt paa det. Bare rolig Grethe og Poul-Erik - han tager det paa den seje maade. Alle har det godt og nu glaeder vi os til en friformiddag inden Rom i morgen. Vi nyder maden - specielt Anders er helt oppe og koere over alle de pizzaer han kan faa. Flere af vi andre glaeder os til rugbroed med ost og leverpostej, saa - kaere foraeldre - I skal ikke overraske med italiensk mad, naer vi ankommer soendag. Mange og meget varme ( 32 grader) hilsner fra Hvalerne i Italien og Anders og Sanne

Nordisk Flimmer, vegetarmad & Tivoli

Efter en meget nødtørftig indkvartering på Hotel Jørgensen, der forresten er et af de sikreste steder i København (nok mest på grund af de evigt cirkulerende politibiler), gik vi os en lille tur på små 1000 kilometer. Det var i hvert flere af børnenes estimat omkring vandreturens udstrækning. Et mere korrekt overslag lyder mere i retning af 5-6 km. Vi gik efter at skulle nå Nordisk Film og en omvisning på deres lokationer.Lad det være sagt med et samme. Finanskrisen har holdt sit indtog i Valby. Fuld pris for en halv rundvisning. Vi kunne ikke komme til at se film i deres biograf, da de havde meget celebre skuespillere i biografen. Åbenbart se højt på strå at de under ingen omstændigheder måtte komme i kontakt med skolebørn eller andre dødelige. Efter en kort fremvisning af en meget gammel scene og to tomme scener, blev vi gennet ind i en butik for at købe isbjørnebamser, gamle dvd-genudgivelser og PS3 spil. Magen til ynkelig forestilling skal man vist lede længe efter. Trist! Næste gang bliver det altså Zentropa i stedet.Planetatiet var egentlig ret ok, men børnene var nok ved at være lige lovlig trætte efter al den gåen rundt i verden.

Aftensmaden var på et spisested, der hedder Pasta Basta. Vi skulle have buffet. Navnet på restauranten er i sandhed alvorligt ment. ALT var pasta. Desværre havde vi ikke lige læst det med småt. Kold pasta blandet sammen med andre sager og stillet frem i fade. Blot var der ikke nogen, der havde valgt at blande kød sammen med pastaen. Så kold pastasalat som sikkert ville henrykke en vegetar helt og aldeles. Sultne børn, der måske også er lidt vel trætte, kan ikke rigtig lade sig rive med i et kulinarisk glædesudbrud af specielt store dimensioner. Faktisk blev de lidt skuffede. Når ret skal være ret, så smagte det rigtig godt, men både Burger King og McDonald´s fik sig et ganske behørigt mersalg netop denne aften.

Dagen gik på hæld og alt var godt.

Tirsdag d. 18/8, var dagen hvor vi skulle se Christiansborg og Folketinget, samt Dronningens gobeliner. Begge dele var potentielt en rigtig historie/samfundsfags-perle af dimensioner. Igen kunne man her konstatere at ofte afhænger ALT af den person, der formidler stoffet. Vores omviser i Folketinget trængte virkelig bare til at komme af med os igen. Sjældent er noget så grundlæggende for børns forståelse for de folkevalgtes arbejde blevet sludret så hurtigt og overfladisk igennem. På den anden side, havde vi en sand kapacitet til at vise os gobelinerne. Hun vidste usandsynligt meget og kunne med det samme mærke, hvor hun skulle sætte ind for at få småtrætte børn til at lytte interesseret og nysgerrigt. Børnene spurgte så det var en fryd og hun svarede oplagt og vidende på alt.

Så kom tiden, hvor de kære poder skulle slippes ud i verden på egen hånd og opleve den pulserende shoppingby, som de tror at København er.

Sidst på dagen skulle vi i Tivoli og spise og hygge og drøne rundt.

Maden i Det Kinesiske Tårn var som den skulle være og vi fik en rigtig fin rabat i kraft af vores egenskab som gruppe. Ikke dårligt.

Børnene brugte hele resten af dagen på at udnytte det fulde potentiale af deres turbånd.

Opsummerende og konkluderende, kan man fastslå at sultne børn og kold vegetarmad ikke er en optimal combo. Meget kan repareres med karisma og viden. Krisen kradser i Valby. Kinesere giver til tider gode rabatter til folk i flok. Tivolis turbånd kan ikke slides op på én aften.

På mange måder har vi fået et noget bedre afsæt til den store udlandstur i niende, der faktisk kun ligger et lille år ude i fremtiden.

Lærerigt på mange måder.

Vi favner verden med glæde og engagement

Tirsdag d. 30/9 - 08

Det er ikke hver dag man får demonstreret hvad engagement og stor viden kan gøre ved børn og unge. Idag har vi vandret rundt med en guide i 5 stive timer og udelukkende lyttet til anekdoter fra Berlins historie - på engelsk.
Men lad os starte ved begyndelsen.
Vejrudsigten lovede os regn hele dagen og temperaturer omkring 10 grader. Som en naturlig konsekvens af de rådne udsigter for dagens vejrligheder, valgte 90% af de unge mennesker at iføre sig tyndt og sommerligt tøj, så de bedre kunne fryse med manér.
Vi havde valgt at de skulle have en friformiddag, så de kunne få lidt energi på batterierne igen. Flere valgte at fejre dette faktum med at indtage næsten ubegrænsede mængder at chips, Kinder-mælkesnitter (en skive tysk mælk imellem to bløde tyske kiks), koffeinberiget cola og chokolade til formiddagskaffen. Således klargjort, kunne vi smutte ud i den pulserende metropol, som mange kender som Berlin (hvilket forresten er slavisk og betyder sump).

Vi fik fundet vores gratis guide, der viste sig at komme fra London og hedde Espin. Magen til rart menneske skal man lede længe efter. Det samme gælder om man gerne vil finde et individ, der skulle brænde mere for Berlins historie og seværdigheder. Faktisk lykkedes det for Espin at holde børnene fanget med sit vid, sin humor og engagement i samtlige 5 timer fra klokken 13 til 18 uden de store falbelader eller udfald.
På den pædagogiske side, kan man enten vælge at glædes over dette eller blive en anelse trist til mode.

Glæde: Skal der ikke mere til at fange de unge end lidt engagement og viden?

Tristesse: Skal man nu til at være morsom og vidende bare for at undervise denne tids unge, så de lytter efter?

Måske man ikke skal tænke dybere over det end som så? Uanset, var det en god dag, som børnene vil huske i nogen tid endnu.

Onsdag d. 1/10 - 08
For små 30 € er det lykkedes mig at komme online i en Starbucks på Ku´damm et eller andet sted. I Prag er den slags gratis, men T-mobiles magt er ret bastant her i det mægtige Prøjsen. Børnene shopper sig halvt fordærvede, mens jeg drikker kaffe og spiser metropolitmad (= dyrt og næringsmæssigt dårligt sammensat.) Der er efterhånden en smule rejsemæssig metaltræthed at spore i gruppen der, som rejsen er skredet frem, er blevet ret gode til at bevæge sig som en gruppe. De gør stadig opmærksom på sig selv i gadebilledet på forskellige uortodokse måder. Det kan f.eks. være ved at insistere på at gå 3-4 stykker arm i arm på en meget smal og befærdet trappe uanset hvor megen myldretidstrafik der end måtte være. Det kan være ved at råbe det engelske ord for det kvindelige kønsorgan (pussy) meget højt 3 - 4 efter hinanden på store pladser med mange mennesker. Eller man kan teste hvor høj en flamme ens lighter kan frembringe mens man står ved siden af et "ingen åben ild" - skilt i S-bahn´en. Så er det at man som lærer bliver lidt træt. Bare en smule. Jeg ved fra en ven, der tog kørekort for nyligt, at kørelærere har et ordsprog til deres elever: "Børn i flok er farlige". Det kunne vist ikke siges mere præcist og korrekt. Dog skal siges at en ganske lille smule adfærdsregulering ret let kan få tingene til at arte sig igen. Så alt i alt er tingene Friede, Freude, Eierkuchen og som de skal være.
Dagen har, indtil videre, stået på museet for Berlinmuren. Det var vist ok spændende nok, men der var stuvende fuldt, så lidt af oplevelsen gik fløjten i køer og råbende guider. Vi skulle også have været på det Jødiske Museum, men en eller anden helligdag fik lukket selvsamme museum. Så vi måtte ofre os og tage ind til byen og shoppe løs. Sådan må man nogle gange give lidt af sig selv. Børnene tog det pænt ;-)
Nu håber jeg ikke at de har brugt alle deres madpenge på Nike sko. Så bliver det en meget lang aften.
Klaus

En stille søndag i Berlin og omegn

Søndag med Berliner Marathon og besøg i en gammel KZ-lejr. Ja det er jo ikke just den klassiske udgave af søndagshyggen, men ikke desto mindre endte det i en småhyggelig affære.
Vi skulle ikke specielt tidligt op, da der ikke var morgenmad før klokken 0830 idag. Det var imidlertid en morgenmad der var værd at vente på. Nutella i endeløse baner, spegepølse af god kvalitet, ost der ikke var lavet af rester fra papproduktionen, RUGBRØD og mælk. Lige noget for undertegnede. Børnene huggede også i sig, så de kunne nok også ret godt lide det. Efter endt morgenmad, skulle vi ud på en længere rejse til Oranienburg, hvor der er en KZ-lejr ved navn Sachsenhausen. Det var et lidt specielt sted med en ret speciel atmosfære. Det er jo nok også meningen, men det lagde en dejlig dæmpende stemning på børnene.... ikke ilde.

Her på vores hostel, er der ret specielt også. Det er den rene hippie-rede. Det er som om de yngler et eller andet sted i nærheden. Der er en rigtig god stemning og der er fri internetadgang, hvis man har sin egen computer med. Menneskene er flinke og man kan næsten ikke være til besvær eller være for larmende (hvilket er ret heldigt (synes Klaus (og Sanne) siger Luna)).
Pigerne er fordelt på to værelser og drengene er samlet på et enkelt. Der skal soves i køjer og bades fælles, altså piger for sig og drenge for sig.
Der er et bassin med fiskebasser ved indgangen af hostlet. Der er Milka-køer, græs, blomster, hunde og buske i loftet. Det er bare et regulært flippersted. På alle måder. Camilla kæmper lidt med stedet, da hun faktisk synes at det er lidt for flippet. Liva og Aia-Li (og især Aia-Li, faktisk mest Aia-Li) ÆLSKER bare Sunflower Hostel af og med hele deres hjærter og sjæle.
Vi har lige lagt en lille video i bunden af dette indlæg. Kig lige med.

Når nødderne er størst

Så er vi endelig kommet til Berlin. Vi sidder på det gratis hotspot på Sunflower Hostel. Det er et ret flippet sted, som børnene allerede er ret vilde med.
Først lige lidt om turen hertil.

Egentlig har jeg altid været ret træt af den der floskel med at danskerne er nogle sure mennesker, som ikke tager imod nogen eller noget, der ikke på alle måder ligner dem selv. For det første fordi det ikke just er en god egenskab at have og for det andet fordi jeg ikke mener at det er rigtigt. På togrejsen var Lise og jeg så heldige at sidde i kupé med et meget forbitret og fordømmende dansk ægtepar. Da de skulle vise billetter for tredie gang, var deres verden lige ved at gå under og mandens fnysen ville slet ikke ophøre, da jeg havde den frækhed at tilbyde en anden toggæst en af vore pladser. "Man kan ikke disponere frit over andres pladser", sagde manden fnysende til mig. "Det gør jeg heller ikke, for det er faktisk vores pladser", sagde jeg. "Er det jeres pladser eller er det faktisk jeres pladser?", spurgte den sure mand. "Er der en forskel?", spurgte jeg. Det kunne han så ikke lige forklare den umiddelbare forskel på, så jeg gætter på at det ikke er tilfældet.
Ellers var det rart at hvile i de der små 6 timer, som det tager at rejse til Berlin. U-bahnsystemet er let at arbejde med og nu skal vi snart ud og kigge efter noget at gumle på. Clara messer Sushi, men jeg regner med at vi ikke skal straffes på den måde alle sammen. Vi må kigge på det.... 

Den gode nyhed er at supermarkedet rundt om hjørnet først lukker klokken 2400 og allerede åbner igen klokken 0800. Så er der dømt Milka og billig cola det meste af døgnet.

Morgendagen byder på kz-lejr og slige hyggeligheder.

Ud og se...

Så kom vi on the road
Dagen begyndte først klokken 19 i søndags. Vi skulle afsted med bussen klokken 18.45, men lidt problematikker med at finde bakgearet, sluppet håndbremsen og holde motoren kørende, gjorde vores exit fra friskolen en anelse forsinket. Heldigvis skulle vi have en ny chauffør allerede da vi kom til Kolding. Ellers er jeg ikke sikker på at vi var kommet frem i et stykke.
Da jeg sidst var med en bus til Tjekkiet, havde man en sej computer, hvis den kunne køre med 1200 Mhz og hvis man var rigtig vild, havde man måske en hardisk på 30 Gb. Busturen den gang ville være ukomfortabel og træls det meste af natten. Man skulle sidde op og sove og man kom frem totalt udmattet og smadret. Nu er computerne virkelig rykket et stort stykke frem i udviklingen. Jeg sidder f.eks. på en 2 x 2400 Mhz med 120 Gb harddisk og taster i skrivende stund. Det springende punkt for mig er dog at uanset hvor meget resten af samfundet har udviklet sig de sidste 7 år, så er busrejser til Tjekkiet på en eller anden måde forblevet ganske så uforandrede på alle punkter. Trætte, radbrækkede og udmattede kom vi frem til vores hytter, som ikke just imponerede ved at kunne sammenlignes med de billeder brochuren havde vist os.
Efter morgenmad og frokost med 30 minutters mellemrum, skulle vi trekke i bakkerne omkring vores indkvartering. Det endte med at blive en lidt blandet fornøjelse, da de fleste blev noget overraskede over at skulle gå hele vejen. Ja, trekking er noget med at gå i bakker og noget med ikke at gå i gårdsangersko. Så kan man jo blive lidt klogere på den slags. På vejen regnede det på det nærmeste uafbrudt og det lykkedes os at miste 4 pandaer på ganske kort tid. Jeg tror at vores guide, der i forvejen led af en mellemvild influenza, blev ret træt af os på noget der minder om rekordtid.
Da vi kom hjem, stod den på spaghetti med sursød kødsovs og kanelboller. En mærkelig kombination, men sult lærer våd panda at nyde, eller noget i den retning. Flere af de kære poder var sikre på at de ville afgå ved døden, om de skulle gå de sidste 500 meter ved egen kraft idag. Jeg kan dog oplyse om at ikke én synes at være omkommet alligevel. Faktisk sidder de alle om bålet i skrivende stund og hygger sig helt vildt meget. Jeg er, på den anden side, ved at omkomme af træthed, så min friskhed i løbet af dagen er ved at hævne sig på mig. Noget så eftertrykkeligt. God nat og god vind.

I løbet af dagene er vi langt om længe kommet til en café hvor de rent faktisk kan tilbyde internetadgang. Det er ikke just noget der hænger på træerne, om man så må sige.
Vi har været ude at sejle på floden i noget der kunne minde om river-rafting. Det var hyggeligt, da der ikke var særlig meget vand i floden. Hvis man kom i knibe, kun man altid hoppe ud i vandet og skubbe båden videre. Vandet var sjældent mere en knædybt, men med tiden blev nu en kende koldt at rende rundt i.
Den helt store succes var klatring og rapelling. Det var super sjovt og rigtig grænseoverskridende for mange af børnene. Der blev i hvert fald hvinet af fryd og rædsel det meste af tiden. Faktisk måtte guiderne og instruktørerne bede børnene om at slappe af og holde op med at larme op til flere gange. En rigtig god dag og mange faldt ret tidligt i søvn.

Idag (24/9) sidder vi på en café og spiser pizza og hygger. Vi er på bytur i en lille flække, som tjekkerne kalder Turnov. Der er ikke det store at komme efter, men her er hyggeligt. I eftermiddag skal vi på orienteringsløb og eller ikke rigtig noget. I morgen tidlig tager vi ind til Prag og skal bo på et nyt hostel. Det bliver lidt spændende at se hvordan det er.
Næste rapport kommer når vi igen kan finde et hotspot. Vi arbejder på en hjemmeside med billeder. Mere om det senere.