torsdag den 28. august 2008

De afsluttende runder


Så er BøF-OL nået til den sidste dag. Og heldigvis var vejret med os!
Dagen startede som sædvanligt med fælles morgenmad. Dog ikke så tidligt som i går - den nye disciplin må have taget hårdt på kræfterne. Enkelte landerepræsentanter havde sågar svært ved at komme op tids nok til at nå dagens første måltid...

Efter opvarmningen gik konkurrencerne i gang. På billedet ses Skotland yde deres bedste i øvelsen "Olympisk trillebør-ræs på tid". Og de gjorde det faktisk meget hæderligt!

Banen var ikke mindre end 2X 25 meter - og selv denne relativt beskedne distance kan være en betydelig udfordring når klokken kun er godt 10 om formiddagen.




I morgen står den på præmieoverrækkelse, afslutningsceremoni, pakning og hjemrejse. Noget, specielt det sidste, de fleste børn ser frem til =o)

onsdag den 27. august 2008

AFLYST PÅ GRUND AF REGN...


Andendagen på årets fælleslejr startede for nogen MEGET tidligt - så tidligt at de blev sendt i seng igen!

Morgenmaden, morgensamling, fødselsdagssange (Tillykke til Daniel Zebra og Gaia Ulv) og fælles opvarmning forløb i bedste stil, ligesom de første discipliner også løb planmæssigt af stablen.

Men omkring frokost indtraf katastrofen!

Regnen mildest talt VÆLTEDE ned i lårfede stråler, og den BøFolympiske komité så sig nødsagede til at udsætte konkurrencerne på ubestemt tid.

I stedet blev der lynindført en ny disciplin; Videokiggeri ledsaget af varm kakao. Og det må siges, at alle de deltagende landes repræsentanter udførte denne aktivitet til UG+ (og enkelte til mavepine...)

Så med skvulpende maver og regnvåde telte, går Bøf OL's deltagere endnu en nat med myggekamp (her er RIGTIGT mange!) og hyggelige nattesamtaler i møde.

tirsdag den 26. august 2008

Fælleslejr 2008

Så er startskuddet til årets fælleslejr gået!

Og da det jo i år er OL-år, så afholder vi selvfølgelig det traditionsrige BøF-OL, i år med deltagelse af Frankrig, Barbados, Danmark, Thailand, Mongoliet, Japan, Elfenbenskysten, Brasilien og Skotland.
Efter en (for nogen) lang og hård kamp med de medbragte telte, var legene klar til at gå i gang. Så efter en overdådig indmarch startede de indledende runder her til eftermiddag kl. 14.
Alle lande leverer en ypperlig indsats, og der er allerede set præstationer i verdensklasse i BøF-OL's vigtigste discipliner; kammeratskab, hold-ånd og fair-play.
Så det er sandsynligvis en træt børneflok der i aften kryber til ro i telte, sovesale og værelser.

onsdag den 13. august 2008

Igang igen

I mandags startede Børnenes Friskole op igen. FOR 25. GANG!
Meget er sket siden skolens første år, og meget mere vil sikkert komme til at ske over de næste 200 skoledage.

Efter tid i klassen og dans på torvet, var det tid til at sende ballonønsker afsted. Og hvis bare halvdelen af børnenes ønsker går i opfyldelse, kan det KUN blive et godt skoleår =o)