Så er det ved den tid igen!

Så skal vi til at gå i gang med vores årlige musical på første sal. Det er, i år, pingvinerne, hvalerne og pandaerne, som bor på første sal.

Vi skal prøve noget nyt denne gang. Normalt har vi manus og replikker købt og klar til musicalen. Denne gang har vi kun en ramme som vi skal spille indenfor klar. Jeg kan løfte sløret så meget, at det bliver en hjem-ude-hjem-fortælling. Desuden kan man vist godt afsløre at det bliver noget med at synge og danse (deraf betegnelsen "musical").

Som noget af det første, skal vi have børnene samlet og have dem med på de idéer vi har fået i lærergruppen. De skal deles ind i de forskellige hold, som skal varetage de forskellige scener. Der er nogle forskellige lokationer, som børnene skal brainstorme på.

Alt i alt skulle mandagen gerne ende med at vi får et godt og klart road map, så vi ved hvad det skal ende med.

Det bliver spændende

Vi favner verden med glæde og engagement

Tirsdag d. 30/9 - 08

Det er ikke hver dag man får demonstreret hvad engagement og stor viden kan gøre ved børn og unge. Idag har vi vandret rundt med en guide i 5 stive timer og udelukkende lyttet til anekdoter fra Berlins historie - på engelsk.
Men lad os starte ved begyndelsen.
Vejrudsigten lovede os regn hele dagen og temperaturer omkring 10 grader. Som en naturlig konsekvens af de rådne udsigter for dagens vejrligheder, valgte 90% af de unge mennesker at iføre sig tyndt og sommerligt tøj, så de bedre kunne fryse med manér.
Vi havde valgt at de skulle have en friformiddag, så de kunne få lidt energi på batterierne igen. Flere valgte at fejre dette faktum med at indtage næsten ubegrænsede mængder at chips, Kinder-mælkesnitter (en skive tysk mælk imellem to bløde tyske kiks), koffeinberiget cola og chokolade til formiddagskaffen. Således klargjort, kunne vi smutte ud i den pulserende metropol, som mange kender som Berlin (hvilket forresten er slavisk og betyder sump).

Vi fik fundet vores gratis guide, der viste sig at komme fra London og hedde Espin. Magen til rart menneske skal man lede længe efter. Det samme gælder om man gerne vil finde et individ, der skulle brænde mere for Berlins historie og seværdigheder. Faktisk lykkedes det for Espin at holde børnene fanget med sit vid, sin humor og engagement i samtlige 5 timer fra klokken 13 til 18 uden de store falbelader eller udfald.
På den pædagogiske side, kan man enten vælge at glædes over dette eller blive en anelse trist til mode.

Glæde: Skal der ikke mere til at fange de unge end lidt engagement og viden?

Tristesse: Skal man nu til at være morsom og vidende bare for at undervise denne tids unge, så de lytter efter?

Måske man ikke skal tænke dybere over det end som så? Uanset, var det en god dag, som børnene vil huske i nogen tid endnu.

Onsdag d. 1/10 - 08
For små 30 € er det lykkedes mig at komme online i en Starbucks på Ku´damm et eller andet sted. I Prag er den slags gratis, men T-mobiles magt er ret bastant her i det mægtige Prøjsen. Børnene shopper sig halvt fordærvede, mens jeg drikker kaffe og spiser metropolitmad (= dyrt og næringsmæssigt dårligt sammensat.) Der er efterhånden en smule rejsemæssig metaltræthed at spore i gruppen der, som rejsen er skredet frem, er blevet ret gode til at bevæge sig som en gruppe. De gør stadig opmærksom på sig selv i gadebilledet på forskellige uortodokse måder. Det kan f.eks. være ved at insistere på at gå 3-4 stykker arm i arm på en meget smal og befærdet trappe uanset hvor megen myldretidstrafik der end måtte være. Det kan være ved at råbe det engelske ord for det kvindelige kønsorgan (pussy) meget højt 3 - 4 efter hinanden på store pladser med mange mennesker. Eller man kan teste hvor høj en flamme ens lighter kan frembringe mens man står ved siden af et "ingen åben ild" - skilt i S-bahn´en. Så er det at man som lærer bliver lidt træt. Bare en smule. Jeg ved fra en ven, der tog kørekort for nyligt, at kørelærere har et ordsprog til deres elever: "Børn i flok er farlige". Det kunne vist ikke siges mere præcist og korrekt. Dog skal siges at en ganske lille smule adfærdsregulering ret let kan få tingene til at arte sig igen. Så alt i alt er tingene Friede, Freude, Eierkuchen og som de skal være.
Dagen har, indtil videre, stået på museet for Berlinmuren. Det var vist ok spændende nok, men der var stuvende fuldt, så lidt af oplevelsen gik fløjten i køer og råbende guider. Vi skulle også have været på det Jødiske Museum, men en eller anden helligdag fik lukket selvsamme museum. Så vi måtte ofre os og tage ind til byen og shoppe løs. Sådan må man nogle gange give lidt af sig selv. Børnene tog det pænt ;-)
Nu håber jeg ikke at de har brugt alle deres madpenge på Nike sko. Så bliver det en meget lang aften.
Klaus

En stille søndag i Berlin og omegn

Søndag med Berliner Marathon og besøg i en gammel KZ-lejr. Ja det er jo ikke just den klassiske udgave af søndagshyggen, men ikke desto mindre endte det i en småhyggelig affære.
Vi skulle ikke specielt tidligt op, da der ikke var morgenmad før klokken 0830 idag. Det var imidlertid en morgenmad der var værd at vente på. Nutella i endeløse baner, spegepølse af god kvalitet, ost der ikke var lavet af rester fra papproduktionen, RUGBRØD og mælk. Lige noget for undertegnede. Børnene huggede også i sig, så de kunne nok også ret godt lide det. Efter endt morgenmad, skulle vi ud på en længere rejse til Oranienburg, hvor der er en KZ-lejr ved navn Sachsenhausen. Det var et lidt specielt sted med en ret speciel atmosfære. Det er jo nok også meningen, men det lagde en dejlig dæmpende stemning på børnene.... ikke ilde.

Her på vores hostel, er der ret specielt også. Det er den rene hippie-rede. Det er som om de yngler et eller andet sted i nærheden. Der er en rigtig god stemning og der er fri internetadgang, hvis man har sin egen computer med. Menneskene er flinke og man kan næsten ikke være til besvær eller være for larmende (hvilket er ret heldigt (synes Klaus (og Sanne) siger Luna)).
Pigerne er fordelt på to værelser og drengene er samlet på et enkelt. Der skal soves i køjer og bades fælles, altså piger for sig og drenge for sig.
Der er et bassin med fiskebasser ved indgangen af hostlet. Der er Milka-køer, græs, blomster, hunde og buske i loftet. Det er bare et regulært flippersted. På alle måder. Camilla kæmper lidt med stedet, da hun faktisk synes at det er lidt for flippet. Liva og Aia-Li (og især Aia-Li, faktisk mest Aia-Li) ÆLSKER bare Sunflower Hostel af og med hele deres hjærter og sjæle.
Vi har lige lagt en lille video i bunden af dette indlæg. Kig lige med.

Når nødderne er størst

Så er vi endelig kommet til Berlin. Vi sidder på det gratis hotspot på Sunflower Hostel. Det er et ret flippet sted, som børnene allerede er ret vilde med.
Først lige lidt om turen hertil.

Egentlig har jeg altid været ret træt af den der floskel med at danskerne er nogle sure mennesker, som ikke tager imod nogen eller noget, der ikke på alle måder ligner dem selv. For det første fordi det ikke just er en god egenskab at have og for det andet fordi jeg ikke mener at det er rigtigt. På togrejsen var Lise og jeg så heldige at sidde i kupé med et meget forbitret og fordømmende dansk ægtepar. Da de skulle vise billetter for tredie gang, var deres verden lige ved at gå under og mandens fnysen ville slet ikke ophøre, da jeg havde den frækhed at tilbyde en anden toggæst en af vore pladser. "Man kan ikke disponere frit over andres pladser", sagde manden fnysende til mig. "Det gør jeg heller ikke, for det er faktisk vores pladser", sagde jeg. "Er det jeres pladser eller er det faktisk jeres pladser?", spurgte den sure mand. "Er der en forskel?", spurgte jeg. Det kunne han så ikke lige forklare den umiddelbare forskel på, så jeg gætter på at det ikke er tilfældet.
Ellers var det rart at hvile i de der små 6 timer, som det tager at rejse til Berlin. U-bahnsystemet er let at arbejde med og nu skal vi snart ud og kigge efter noget at gumle på. Clara messer Sushi, men jeg regner med at vi ikke skal straffes på den måde alle sammen. Vi må kigge på det.... 

Den gode nyhed er at supermarkedet rundt om hjørnet først lukker klokken 2400 og allerede åbner igen klokken 0800. Så er der dømt Milka og billig cola det meste af døgnet.

Morgendagen byder på kz-lejr og slige hyggeligheder.

Ud og se...

Så kom vi on the road
Dagen begyndte først klokken 19 i søndags. Vi skulle afsted med bussen klokken 18.45, men lidt problematikker med at finde bakgearet, sluppet håndbremsen og holde motoren kørende, gjorde vores exit fra friskolen en anelse forsinket. Heldigvis skulle vi have en ny chauffør allerede da vi kom til Kolding. Ellers er jeg ikke sikker på at vi var kommet frem i et stykke.
Da jeg sidst var med en bus til Tjekkiet, havde man en sej computer, hvis den kunne køre med 1200 Mhz og hvis man var rigtig vild, havde man måske en hardisk på 30 Gb. Busturen den gang ville være ukomfortabel og træls det meste af natten. Man skulle sidde op og sove og man kom frem totalt udmattet og smadret. Nu er computerne virkelig rykket et stort stykke frem i udviklingen. Jeg sidder f.eks. på en 2 x 2400 Mhz med 120 Gb harddisk og taster i skrivende stund. Det springende punkt for mig er dog at uanset hvor meget resten af samfundet har udviklet sig de sidste 7 år, så er busrejser til Tjekkiet på en eller anden måde forblevet ganske så uforandrede på alle punkter. Trætte, radbrækkede og udmattede kom vi frem til vores hytter, som ikke just imponerede ved at kunne sammenlignes med de billeder brochuren havde vist os.
Efter morgenmad og frokost med 30 minutters mellemrum, skulle vi trekke i bakkerne omkring vores indkvartering. Det endte med at blive en lidt blandet fornøjelse, da de fleste blev noget overraskede over at skulle gå hele vejen. Ja, trekking er noget med at gå i bakker og noget med ikke at gå i gårdsangersko. Så kan man jo blive lidt klogere på den slags. På vejen regnede det på det nærmeste uafbrudt og det lykkedes os at miste 4 pandaer på ganske kort tid. Jeg tror at vores guide, der i forvejen led af en mellemvild influenza, blev ret træt af os på noget der minder om rekordtid.
Da vi kom hjem, stod den på spaghetti med sursød kødsovs og kanelboller. En mærkelig kombination, men sult lærer våd panda at nyde, eller noget i den retning. Flere af de kære poder var sikre på at de ville afgå ved døden, om de skulle gå de sidste 500 meter ved egen kraft idag. Jeg kan dog oplyse om at ikke én synes at være omkommet alligevel. Faktisk sidder de alle om bålet i skrivende stund og hygger sig helt vildt meget. Jeg er, på den anden side, ved at omkomme af træthed, så min friskhed i løbet af dagen er ved at hævne sig på mig. Noget så eftertrykkeligt. God nat og god vind.

I løbet af dagene er vi langt om længe kommet til en café hvor de rent faktisk kan tilbyde internetadgang. Det er ikke just noget der hænger på træerne, om man så må sige.
Vi har været ude at sejle på floden i noget der kunne minde om river-rafting. Det var hyggeligt, da der ikke var særlig meget vand i floden. Hvis man kom i knibe, kun man altid hoppe ud i vandet og skubbe båden videre. Vandet var sjældent mere en knædybt, men med tiden blev nu en kende koldt at rende rundt i.
Den helt store succes var klatring og rapelling. Det var super sjovt og rigtig grænseoverskridende for mange af børnene. Der blev i hvert fald hvinet af fryd og rædsel det meste af tiden. Faktisk måtte guiderne og instruktørerne bede børnene om at slappe af og holde op med at larme op til flere gange. En rigtig god dag og mange faldt ret tidligt i søvn.

Idag (24/9) sidder vi på en café og spiser pizza og hygger. Vi er på bytur i en lille flække, som tjekkerne kalder Turnov. Der er ikke det store at komme efter, men her er hyggeligt. I eftermiddag skal vi på orienteringsløb og eller ikke rigtig noget. I morgen tidlig tager vi ind til Prag og skal bo på et nyt hostel. Det bliver lidt spændende at se hvordan det er.
Næste rapport kommer når vi igen kan finde et hotspot. Vi arbejder på en hjemmeside med billeder. Mere om det senere.

De afsluttende runder

Så er BøF-OL nået til den sidste dag. Og heldigvis var vejret med os!
Dagen startede som sædvanligt med fælles morgenmad. Dog ikke så tidligt som i går - den nye disciplin må have taget hårdt på kræfterne. Enkelte landerepræsentanter havde sågar svært ved at komme op tids nok til at nå dagens første måltid...

Efter opvarmningen gik konkurrencerne i gang. På billedet ses Skotland yde deres bedste i øvelsen "Olympisk trillebør-ræs på tid". Og de gjorde det faktisk meget hæderligt!

Banen var ikke mindre end 2X 25 meter - og selv denne relativt beskedne distance kan være en betydelig udfordring når klokken kun er godt 10 om formiddagen.




I morgen står den på præmieoverrækkelse, afslutningsceremoni, pakning og hjemrejse. Noget, specielt det sidste, de fleste børn ser frem til =o)

AFLYST PÅ GRUND AF REGN...

Andendagen på årets fælleslejr startede for nogen MEGET tidligt - så tidligt at de blev sendt i seng igen!

Morgenmaden, morgensamling, fødselsdagssange (Tillykke til Daniel Zebra og Gaia Ulv) og fælles opvarmning forløb i bedste stil, ligesom de første discipliner også løb planmæssigt af stablen.

Men omkring frokost indtraf katastrofen!

Regnen mildest talt VÆLTEDE ned i lårfede stråler, og den BøFolympiske komité så sig nødsagede til at udsætte konkurrencerne på ubestemt tid.

I stedet blev der lynindført en ny disciplin; Videokiggeri ledsaget af varm kakao. Og det må siges, at alle de deltagende landes repræsentanter udførte denne aktivitet til UG+ (og enkelte til mavepine...)

Så med skvulpende maver og regnvåde telte, går Bøf OL's deltagere endnu en nat med myggekamp (her er RIGTIGT mange!) og hyggelige nattesamtaler i møde.

Fælleslejr 2008

Så er startskuddet til årets fælleslejr gået!

Og da det jo i år er OL-år, så afholder vi selvfølgelig det traditionsrige BøF-OL, i år med deltagelse af Frankrig, Barbados, Danmark, Thailand, Mongoliet, Japan, Elfenbenskysten, Brasilien og Skotland.
Efter en (for nogen) lang og hård kamp med de medbragte telte, var legene klar til at gå i gang. Så efter en overdådig indmarch startede de indledende runder her til eftermiddag kl. 14.
Alle lande leverer en ypperlig indsats, og der er allerede set præstationer i verdensklasse i BøF-OL's vigtigste discipliner; kammeratskab, hold-ånd og fair-play.
Så det er sandsynligvis en træt børneflok der i aften kryber til ro i telte, sovesale og værelser.

Igang igen

I mandags startede Børnenes Friskole op igen. FOR 25. GANG!
Meget er sket siden skolens første år, og meget mere vil sikkert komme til at ske over de næste 200 skoledage.

Efter tid i klassen og dans på torvet, var det tid til at sende ballonønsker afsted. Og hvis bare halvdelen af børnenes ønsker går i opfyldelse, kan det KUN blive et godt skoleår =o)

Sidste skoledag - for alvor!

Så oprandt dagen, hvor vi måtte sige farvel til vores 9. klasse, Søløverne.

En på mange måder speciel klasse, hvor af der faktisk kun er 5 "oprindelige" elever tilbage! Resten er tilflyttere. Og ikke nok med det - de har også fået nye lærere adskillige gange.
Det har selvsagt givet klassen en noget turbulent tilværelse, og først de sidste par år er der faldet helt ro på den (lidt for meget, vil nogen måske sige...)

Men torsdag d. 26 juni var det hele så slut. Hele skolen, både personale, tidligere og nuværende elever og bedsteforældre og forældre, var samlet for at ønske dem held og lykke fremover.
Mange af skolens yngre børn optrådte med sang og musik for at sende dem godt på vej

Cecilie

Clara

Sågar nogle af Søløvernes forældre optrådte med en lille sang

Alt sammen for at gøre dagen så festlig som muligt.

Om det lykkedes?

I allerhøjeste grad!

Endnu en gang: Tillykke med jeres eksamen, og alt muligt held og lykke i jeres videre liv!

Et forsømt forår er bedre end intet forår...

Så er 8. klasse (pandaerne) i gang med dette års sidste projektopgave. Som noget helt specielt har der, i år, været rigtig mange børn der har arbejdet på skolen i projektugen. Der har også været (noget så fint som) skemalagt vejledning, omend skemaet ikke altid er blevet fulgt til punkt og prikke. Faktisk er der en del vejledninger der er blevet rykket rundt i sidste øjeblik. Oftest er det sket fordi der er opstået akutte tekniske problemstillinger, som har krævet en lærers opmærksomhed. Til it-chefens glæde & lykke er det sjældent fordi tingene ikke har virket at der har været brug for hjælp. Langt oftest har det været fordi børnene har haft nogle tekniske ambitioner, som de ikke har vidst hvordan de skulle føre ud i livet. Det tager jo lidt tid at lære at redigere film helt fra bunden.

Som noget nyt har vi snakket en del om logbogen eller dokumentationen af arbejdsforløbet. Der er jo ikke krav om en logbog, men helt specifikt et krav om at dokumentere arbejdsprocessen i projektugen. 

I den forbindelse har jeg forsøgt at få børnene sporet ind på nogle andre medier end den klassiske kinabog nede fra kiosken. Der er faktisk et par stykker der har bidt på krogen og lavet en videodagbog. Jeg har ikke set den igennem endnu, men glæder mig til at se om dette medie kan bære at dokumentere et projektforløb. 

Fordelen ved en videodagbog er nok mest åbenlys for drengenes vedkommende, da det oftest er dem der ikke rigtig gider/kan lave en ordentlig logbog på skrift. Det bliver mest til noget med: "Torsdag: Jeg glemte mit lånerkort. Fredag: Jeg fandt mit lånerkort". Måske kunne man presse lidt mere indhold ned i en anden form?

I dette tilfælde er det blot helt skørt at det faktisk er to piger, der har kastet sig ud i at lave videologbog.

Jeg ser rigtig meget frem til næste uge, hvor der skal fremlægges. Så kan vi få kigget lidt nærmere på hvad de rent faktisk har fået ud af en hel uge til faglig fordybelse. Jeg er dog fortrøstningsfuld. 

Så godt nok har vejret været rart og fint og det har været lidt synd at man skulle være indendørs det meste af dagen, men der er med garanti kommet nogle kloge ting på bordet i løbet af ugen.

Mere herfra senere.

Klaus

15/3 Hjemrejse

På trods af den sene hjemkomst i går aftes, var alle søløver i stand til at møde til tiden i dag, nemlig kl. 6.30.

Pensionatets personale kunne man, i modsætning til selve bygningen, ikke klage over – både deres hjælpsomhed og engelskkundskaber var i top, så de havde fortalt os, at vi ikke kunne komme med lufthavnsbussen, da den første ikke kørte fra centrum før kvart i 8. Og da vi skulle være i lufthavnen lidt over 7, var det ikke en brugbar løsning. Så i stedet bestilte de taxier til os, som ville ankomme lidt i 7.

Så i 6 hold ankom vi til lufthavnen, klar til at checke ind. Og heldigvis var vi i god tid, for der var en ENORM kø til check-in skranken.
Så de to timer, hvor vi havde regnet med at slappe af og spise morgenmad i lufthavnen var hurtigt væk.
Og endnu engang – i bedste sydeuropæiske stil – blev vi fragtet fra lufthavnsbygningen ud til flyet i bus.

Flyveturen hjem gik uden problemer, og var (sjovt nok) 40 minutter kortere end turen herned.
Og flyet ankom heldigvis rettidigt til København, så vi behøvede ikke løbe på tværs af terminalerne for at nå toget. Faktisk havde vi 40 minutters ventetid!

Den sidste del af turen, fra København mod Århus, foregik overraskende stille, men vi havde jo på den anden side også været tidligt oppe.
Lige før Skanderborg var jeg nødt til at forlade Søløverne, da jeg jo skulle videre til Aalborg. Til gengæld havde jeg fornøjelsen af, fra perronens anden ende, at se forældre, søskende og venner stå på banegården og tage imod. Og hvor var det fint, med flag og det hele ☺

Så herfra skal der lyde et ”Tak for lån af jeres søde børn”, og samtidig en frivillig tilmelding hvis der skulle komme endnu en søløverejse inden de forlader vores lille skole om små 3 ½ måned.

Tak for turen
Bo

14/3 SIDSTE dag i Lissabon

Så nærmer rejsens afslutning sig med hastige skridt, og dagen i dag var derfor reserveret til at pakke, og HVIS der var tid til overs, til at shoppe en sidste gang i de små portugisiske gader.

Og det var da også hvad langt de fleste børn gjorde – shoppede, selv om en enkelt vidst var hjemme og sove?
Men i takt med at dagene er svundet ind, er mængden af lomme-penge det også, så det var i et noget begrænset omfang, der blev slæbt tilbage. Til gengæld blev der drevet gammel gæld ind for på den måde at få lidt ekstra euro mellem hænderne.

I Løbet af dagen havde vi bestilt bord på en restaurant inde i gågaden, men nogle af drengene havde fundet et sted, de mente var MEGET bedre (vidst noget med mængden af kød ☺).
Så de fik lov til at aflyse vores reservation det første sted og lave en ny på det sted, de havde fundet. Men det skal man ikke gøre i Lissabon! I hvert fald ikke hvis man ligner et let offer for afpresning. For pludselig havde vi to lettere oprevne drenge i telefonen, som var blevet truet med både kompensation, politi og det, der var værre, hvis vi aflyste!

Så det gjorde vi selvfølgelig ikke.

Vi rådførte os med receptionisten på pensionatet, og blev væk. I stedet gik vi hen i den anden ende af byen, og efter en længere vandretur endte vi hen ad kl. 22 på en asiatisk restaurant, hvor de fleste fik spist så meget, at det hele var på grænsen til at komme retur.

Så med pakkede kufferter og overfyldte søløvemaver endte studieturens sidste aften i højt humør og med en slet skjult længsel efter snart at skulle se familien igen.

Bo

13/3 Eksperimenterende Expo

Hej søde Bøf!
Nu er vi flyttet ind til centrum af Lissabon, på Recidentale Astoria, og har fået nye værelseskammerater.

I dag var i Expo parken, eller Parque das Nações som den hedder hernede. Her var i inde på noget der minder om eksperimentariet, og det var ret sjovt. Derefter var der (som sædvanligt) nogle der shoppede, mens andre gik ture eller skatede i områdets skatepark.
Der var også nogle der tog med svævebanen derude, for at nyde udsigten over det store område, men det var vidst ikke ret flot.

På vejen hjem var der rigtigt mange mennesker i metroen, så (selvfølgelig?) var der nogle der blev væk fra os andre. Et øjebliks uopmærksomhed, og de endte på en forkert perron, mens vi andre hoppede ind i en metro.
Heldigvis tog de det i stiv arm, og hoppede blot på det næste tog, og var hjemme kun ti minutter efter os andre ☺

Da alle var hjemme tog vi ud for at spise. Denne gang gik vi den anden vej af hvad vi plejede, og endte i Bairro Alto, en gammel bydel, hvor vi fandt en rigtig hyggelig lille restaurant.
Det er sjovt at se, hvordan restauratørerne først ser en lille smule forvirrede og paniske ud, og derefter smiler stort når vi kommer 19 personer og skal spise!

Men alt i alt var det en god dag, men vi skal allerede hjem i overmorgen, så det er vi rigtigt kede af ☹
Men vi ses derhjemme på lørdag!

Hilsen Anita, Gizem, Jacob og Tobias

12/3 Klovneri, Sé og Jesus

Dagen startede med, at vi vågnede på det nye hotel, hvor vi skulle mødes og spise morgenmad klokken 9. Morgenmaden er lidt bedre end på vandrehjemmet, men er stadig ikke fantastisk. Vi er flere der savner vandrehjemmet hvor alle værelser havde balkon eller terrasse!

efter morgenmaden mødtes vi kl. 10, og gik sammen op til Chapito, som er en slags cirkus-skole kombineret med både gymnasium og sociale projekter. Vi gik ind, men blev efter kort tid smidt ud igen af en ældre dame. Så måtte vi vente ude på gaden mens Lone og Bo gik ind på deres kontor for at prøve at lave en aftale så vi kunne få en KORT rundvisning. Det viste sig nemlig at de var midt i deres terminsprøver, og derfor ikke havde tid til besøgende, som de ellers altid havde.

I stedet gik vi ned mod centrum for at se Sé – Lissabons domkirke fra 1100-tallet. Den var stor, men eller ikke særligt imponerende hverken i udsmykningen eller i byggestilen.

Da vi havde spist frokost og shoppet, var vi nogle der mødtes for at gå op til Bairro Alto –bydelen, hvor Lone og Bo havde fundet en gade dagen før med en masse ”skjulte” mærketøjsbutikker, som de troede LIGE var noget for os. Det viste sig dog hurtigt, de ikke kender ret meget til teenageres tøjsmag. I hvert fald ikke Søløvernes!


Klokken 19 mødtes vi alle samen på hotellet, hvorefter vi sammen gik på restaurant og spiste. Da det var overstået overraskede Lone og Bo os med billetter til musicalen ”Jesus Christ Superstar”. Og selvom den var på portugisisk syntes de fleste at den var rigtig fed.
Musicalen varede næsten 2 ½ time, og da vi skule gå (IGEN) hjem til hotellet blev klokken halv et inden vi kunne komme i seng.

Julie, Ditte, Esben og Thue

11/3 Flyttedag og ambassadebesøg

Så kom dagen hvor vi skulle forlade vandrehjemmet og flytte ind til det, vi troede var et hotel.

Nogle af børnene fik morgenbesøg klokken 6 for at få kontrolleret deres bagage, og kun 10 minutter forsinket var vi klar til at gå hen for at finde vores tog til Lissabon. Og skiftet mellem almindeligt tog og metro foregik også uden de store problemer, selvom vi opdagede, at bare fordi en person kun er nået halvt ind i toget med en kuffert, så kan man godt smække dørene i.

Vi fandt rimeligt let frem til ”hotellet” hvor vi efterlod vores bagage for at gå op til den danske ambassade, der heldigvis kun ligger 500 meter nede ad vejen.

Her blev vi modtaget af to praktikanter, som fortalte os om hvad det vil sige at repræsentere Danmark i udlandet, og om, hvad der var deres primære opgaver. De fortalte også om ambassadøren, hans indtjening og hans tjenestebolig med kok, chauffør og andre tjeneste-folk, hvilket tilsyneladende tændte nye karrieredrømme i nogle Søløver – lige indtil de hørte hvilke krav der stilles. Og idéen med, at man arbejder gratis som praktikant på en ambassade var absolut heller ikke noget der appellerede til deres nyligt vakte shoppegen!

Herefter var der ”fri leg” i Lissabons gågade, hvilken dog de færreste synes var særligt imponerende. Der var et væld af mennesker og ikke rigtig nogle gode butikker (hvad så end dét er?)

Om aftenen skulle vi for første gang ud og spise sammen – hidtil havde vi jo været vandt til ”ugemenuen” på vandrehjemmet. Det gik også fint, og det lykkedes os at bespise alle 17 Søløver for € 143,- eller ca. kr. 63 pr. barn.

Den kvikke læser har sikkert bemærket de små antydninger af, at vores nye dormiens ikke helt var hvad vi havde forventet. Det viste sig nemlig at være et ”Guest House”, eller et pensionat – dog uden den hjemlige hygge vi kender fra Danmark. Bygningen er under kraftig renovering, gulvbelægningen er slidt helt af de fleste steder, værelserne er usle og med papirstynde vægge, der er ingen ”lobby”, de fleste værelser STINKER af kloak når der bliver trukket ud osv.

Så med vemodige tanker mod et vandrehjem af så høj standard at det man skulle tro det var et hotel, og med metroen, der tilsyneladende kører i kælderen, til at ryste én i søvn, endte vores flyttedag med de vigtige lærepenge, at der nogen gange ER en sammenhæng mellem pris og kvalitet...

Bo

10/3 Kan et storcenter blive for stort?

Dagen startede son sædvanlig med morgenmad kl. 9. Efter det skulle vi møde kl. 10 for at tage ind til Sao Jorges Kastel. Og som sædvanlig kom vi en halv time for sent af sted.

Først tog vi toget til Lissabon. Efter det tog vi Metroen til centrum, herfra gik turen op, op, op til kastellet, som lå på en alt for stejl bakke. Vi kom op. Nu fortalte Jakob om kastellets historie, og så gik vi ind i kastellet. Kastellet har 3 ringmure og en voldgrav. Vi kravlede op på murene. Vi troede, at udsigten var god, men nej, der var tåget.
Efter kastellet gik vi ned igen og købte lidt slik.

Så tog vi Metroen endnu engang. Nu var målet et af Europas allerstørste indkøbscentre: Colombo. Det ligger lige overfor Benficas stadion. Vi fik 2 og en halv time til at shoppe. Der var en del, der fik købt noget, men ikke alle fik bid. Det var en kæmpe stort center!
Kl. 19 nåede vi toget hjem, så vi kunne spise aftensmad kl. 19.30.

Esben og Søren


Lærerens bemærkning:
Vi har lige været på inspektion på alle værelserne. Der skulle være pakket kuffert og være ryddet op på rummene kl. 21.30. Det er der desværre ikke overalt, så Bo må op i morgen kl. tidligt, så han kan vække dem, der ikke nåede det, de skulle, kl. 6 nul dut.

9/3 Fødselsdag med kampsport

”I dag er det Sørens fødselsdag. Hurra, hurra, hurra...” Det skulle fejres med flag, gaver og fødselsdagssang!

Vi mødte op på Lones værelse kl. 07.55, mens Søren spiste morgenmad sammen med Peter. Så gjorde vi os klar til at gå til messe i en kirke. Der var besvær med at finde kirken, så vi droppede det og gik ud for at finde IS.
Det var jo hviledag i dag, så der var ikke noget vi ellers skulle, så vi gik hjem til vandrerhjemmet.

Om eftermiddagen kl. 16 var der Capoeira nede på Torvet. I starten så det lidt kedeligt ud, men efter lidt tid gik det for alvor i gang. Kraftspring og saltoer fik fanget folks opmærksomhed. De lavede det først langsomt, men satte så farten op. Efter ca. 1 ½ time var det færdigt – troede vi, men så begyndte de at danse, og Gizem blev ”hevet op” og dansede med under jublende tilråb fra os andre.


De der var tilbage var Anita, Anna, Luna, Amanda og Francisco. Vi åd pizza, holdt bælle- og bøvsekonkurrence og spillede pool. Så kom de andre hjem. Vi spiste aftensmad og vi gik hver til sit. Lige nu er der nogen, der spiller fodbold.

Værelse 104 (Anita og Anna)

8/3 Hash og Armani

Klokken blev 7.40, og der var 20 minutter til vi skulle spise morgenmad. jeg vækkede Ditte – eller jeg prøvede. Efter nogle minutter lykkedes det mig at få hende op.

Vi stod op og gjorde os klar og gik til morgenmaden, hvor de andre ventede. Endnu en dag måtte vi tygge os igennem de maskinlavede boller med skinke og ost til.

Klokken 9.00 stod vi alle udenfor og var klar til at tage til centrum.
Da vi havde taget toget og metroen, kom vi endelig frem. Der stod vi så: 19 forvirrede turister midt i Lissabon City. Der var kun een ting at gøre: ”SHOP AMOK”, så vi løb alle sammen til hver vores side og ind i butikkerne. Selvfølgelig løb Peter, Kristian og Tobias ind i Mc D. Mens vi kigge de og shoppede blev vi stoppet MINDST 90 gange til sammen, af nogle skumle, gamle mænd i jakkesæt, der ville sælge hash i ”den fineste kvalitet” til os. Men vi takkede selvfølgelig pænt nej og gik videre.

Efter vi havde shoppet tog vi på restaurant, fordi vi havde været SÅ dygtige til at spare. Mens vi nød vores lækre fisk og oksekød med salat og pommes frites, kom utroligt mange gadesælgere forbi og ville sælge os noget.

Der var en mand, der havde omkring 20 FAKE solbriller (Vi EEeelsker fake) fra Armani, Dior og Channel, som vi IKKE kunne sige NEJ til. Så vi stod alle 19 mennesker rundt om manden og prøvede solbriller. Han fik dog også solgt noget.

Efter vi havde spist tog vi toget og metroen tilbage. Nogle, tog i ”centret” for at shoppe videre, og andre tog hjem til vandrehjemmet.

Om aftenen skulle vi alle mødes ved poolbordene for at fortælle hinanden om Lissabon. Det havde vi forberedt hjemmefra.
Derefter gik vi tilbage på vores værelser for at slappe af. For i morgen venter der en god dag.

Værelse 105 (Ditte og Sevgi)

7/3 Cristo Rei et beisebol

Søren kom ind og vækkede os alle i værelse 207, klokken 8 som han plejer. Kristian, Peter og Thue gik direkte ud i bad, mens Tobias sov videre. Derefter gik vi alle ned, og spiste morgenmad.

Det har været en kanon god dag i dag, da vejret har været helt i top. Dagens program stod på, at vi først skulle se Cristo Rei, kristus-statuen, som ligger på den side af floden, som vi bor på. Efter morgenmaden gik vi direkte hen til statuen for at se den, og for at komme op i den høje højde, der nu er. Esben og Julie fortalte lidt om den. Vi fandt blandt andet ud af, at den er godt 108 meter høj, og er lavet af kalk og beton. Det var en meget flot udsigt ud over Lissabon, og meget andet.

Herefter gik turen ned til en park, hvor skulle vi spille softball og ellers bare hygge. Det var nu meget hyggeligt. Peter og Tobias lavede noget Kung Fu træning, efter det trænede Peter, Søren og Thue lidt af det samme, vi trænede bare formøvelse. Jakob skatede og Kristian, Anita og Anna slappede af. Der var desværre kun plads til 9 på et hold.
Lidt senere kom der sådan en flok junkier og fuckede up. De begyndte at kalde nogle fra klassen dumme ting, og de spyttede efter andre.



Da klokken blev lidt over 4 gik turen hjemad. Der var lidt under 3 kilometer så det var lidt hårdt. Da vi kom hjem, begyndte Peter, Søren og Thue og lave Kung Fu, og Kristian og Tobias gik i et center sammen med Jakob, Luna, Francisco og Esben. Amanda, Eva og Anna kiggede på dem der lavede Kung fu.

Vi har alle fået en del sol i dag, og det har været meget varmt, da der ikke har været nogen form for kold vind.



Da vi så skulle have aftensmad, skulle vi have ”fisk” (blæksprutteringe). Det syntes Peter og Kristian ikke om. Så de spurgte, om de måtte gå ned i byen. Det måtte de så ikke, så derfor må de gå sultne i seng. Peter og Kristian håber ikke, det bliver sådan, at der kommer fisk hver anden dag, da vi også fik fisk i forgårs. Hvis det sker, bliver hver anden dag mega træls.

Værelse 207 (Peter, Tobias, Kristian og Thue)

6/3 Dagen der gik..... I Sesimbra

Denne dag startede som alle andre dage på vandrehjemmet. Vi stod alle op og spiste morgenmad mellem 8 og 10. Da alle var færdige og klar til at gå, tog vi af sted. Igen ca. 30 minutter for sent. Som portugiserne er vi Søløver ”født et kvarter for sent” ☺

Igen i dag tog vi bussen ud til Cacilhas, men denne gang skulle vi ikke med færgen. Vi skulle ikke en gang til Lissabon. I stedet tog vi en bus den anden vej – til den lille fiske- og ferieby Sesimbra.

Vi havde alle sørget for at tage masser af tøj på, da vi regnede med, det ville blive lige så køligt som i går (kun 16 grader!). Det var nok en fejl. Da der ingen vind var, og skyerne i dag holdt sig væk, sneg termometeret sig helt op på 27 grader!

Lone havde fortalt os, at vi skulle se på museer, men stranden og varmen lokkede så meget, at vi endte med at ligge på stranden i stedet. Drengene ”sloges” og pigerne soppede eller tog billeder.
Så mens pigerne tog sol og drengene var på opdagelse, fik Lone og Bo et lille hvil på stranden (hvilket de selv synes var yderst velfortjent ☺ ) Peter lavede ”strand Kung Fu” og flere af de andre forsøgte at deltage, men fik det dog mere til at ligne technodans end Kung Fu.

Senere, da vi var blevet sultne nok, gik vi op til byen for at finde mad. Det tog vores ”madhold” (Amanda, Anita og Eva) lidt tid, men til sidst fandt vi en hyggelig café, hvor de oven i købet talte engelsk! Mens vi sad der var andre i gang med at bruge ALT for mange penge. På det sted, de havde valgt, var der nemlig ingen der talte engelsk, så de misforstod helt hinanden og gruppen endte med at måtte betale € 30,- i stedet for de € 15 vi har til mad hver dag.

Derefter havde vi godt en time, inden vi skulle mødes med de andre. Vi gik lidt rundt og fandt en arkade. I En dyrehandel så vi en hundehvalp I ET BUR! Der endda var for lille! Det var SÅ synd! Den peb og pressede sig mod ruden for at komme ud.

På turen hjem sad nogle og spillede kort, og andre tog billeder. De, der sad bagerst i bussen traf en mand, der havde gået på cirkusskolen Chapito. Her var han blevet uddannet klovn, og mødet med ham gør det endnu mere spændende når vi selv skal ud og besøge stedet.

Det sidste stykke af turen, fra Cacilhas til vandrehjemmet, var der nogle der valgte at gå. Mange af os tog dog en taxa (for egen regning). Lone og Bo havde nemlig regnet ud, at det var billigere at tage taxa end bussen – mærkeligt!
Anna, Anita, Luna og Amanda fik en chauffør der undgik trafikken ved at køre på alle mulige og umulige sideveje. Vi var dog alligevel hurtigt fremme – og betalte lige under € 5,- for turen (En bustur koster € 7,20)

Denne dag endte også som de andre dage, med aftensmad, pool og hygge på værelserne.

Med venlig hilsen
Værelse 103, Amanda og Eva.

5/3 Hva' sku Vasco?

Endnu en dag lakker mod enden, og endnu en gang er det lykkedes os at køre 17 teenagere ned til sokkeholderne. Dagen startede med den snart sædvanlige halve times forsinkelse. Denne gang dog ikke fordi, nogen kom for sent, men fordi de fleste hun-søløver var nødt til at hente mere tøj på værelserne (Det er da også mærkeligt at det kan være koldt på toppen af en bakke med vinden direkte ind fra havet, når nu solen skinner).

Men af sted kom vi da, og denne gang med tog over den store ”25 april bro”. Målet var nemlig bydelen Belém og det kloster der ligger her, samt statuen til minde om Vasco da Gama. Efter at have taget statuen i betragtning ude fra, og beundret de fine (og meget store) stenfigurer, kom vi ind i statuen, og op på ”7. sal” inden i den, Hvilket faktisk var toppen, og herfra kunne vi se om ikke hele – så i hvert fald den del af Lissabon det er værd at se. Og vi kunne også se over på den anden side af Tejo og se vandre hjemmet fra en hel ny side.

Statuebesøget blev afsluttet med en vaskeægte turistfilm, der gennemgik Lissabons historie, tilbage fra den blev grundlagt, og frem til i dag. Og der blev ikke sparet på de positive adjektiver! Så ud over den historien lærte vi også, at Lissabon er smuk, fantastisk, åben, smuk, har venlige indbyggere, er smuk, fantastisk, smuk og fantastisk (ca.).

Og så var det tid til frokost! Vi har inddelt børnene i ”frokost-grupper”, og det er så disse gruppers opgave at finde noget interessant at spise, og gerne noget hvor de kan få rabat ved at være flere sammen. Men de små hyggelige fortovscaféer, solen og skyggen fra appelsintræerne var for stor en fristelse, og nogle af børnene endte med selv at lægge 17€ oveni de uddelte frokostpenge. Til gengæld fik de så også entrecote med bagte kartofler ☺.

Efter frokosten gik vi over på den anden side af gaden (det er meget søløve-venligt at samle attraktionerne omkring det samme sted), for her ligger nemlig Jeronimusklostret, som var en af de eneste bygninger der overlevede jordskælvet og branden i 1755. Et ganske imponerende bygningsværk med en tilhørende klosterkirke.

På dette tidspunkt er selv de mest kulturelt interesserede søløvers kræfter ved at være brugt op, så de fik lov til afslutte dagen i det gigantiske indkøbscenter Forum (hvor der – løst anslået – blev købt 25 liter cola!)

Efter aftensmaden havde vi (Lone og jeg) dikteret ”fælleshygge”, så vi OGSÅ kunne se børnene, der ellers forskanser sig på værelserne så snart vi er hjemme – ikke hver for sig, men alle, eller næsten alle, på et 4-mandsværelse. Men heldigvis kunne vi lokke med gratis pool og bordfodbold, så det lykkedes os at få en hyggelig aften inden de kære små gik i seng.


Bo

4/4 Tyvenes marked

Nu er det onsdag morgen, og jeg sidder her og nyder solen, og at jeg endelig er udhvilet. I aftes måtte jeg kapitulere allerede 22.30. Det var der flere, der måtte. Al den friske luft og de mange bakker gør træt og øm i benene.

Da alle var færdige med morgenmaden i går og vi skulle til at af sted, var det så alligevel ikke alle, der havde været til morgenmad. Vi stod udenfor i solen og konstaterede, at manglede vi de 3 skønjomfruer Gizem, Julie og Luna. Jeg gik ned for at få kontakt med dem på deres værelse. Banke, banke på........ingen respons.....gad vide om de overhovedet er der? Op i receptionen og låne en ekstra nøgle. Jeg gik forsigtigt indenfor.......Nu er de 3 så heldige, at de har en hel lejlighed, og de lå og sov deres skønhedssøvn bag endnu en lukket dør, så de havde ikke kunnet høre mine bankesignaler. Så gik det ellers stærkt. Pigerne måtte hurtigt i tøjet og gøre sig klar, der stod jo 16 og ventede på dem.

Så kom vi endelig af sted. Først en bus til færgen, så færgen over til Lissabon og lidt gåtur frem og tilbage for at finde linie 28. På vej til sporvognen kom vi forbi en rigtig bank. Her skulle det jo være muligt at få mange penge, men ak nej. Uanset gode bankforbindelser, så kan man kun hæve 200 euro om dagen. Hvilket betyder, at vi er nødt til at hæve max hver eneste dag, og så skal vi endda bruge vores private visakort, ellers har vi ikke penge nok......mærkeligt system. De næste, der skal af sted, skal huske at have godt med kontanter med for ikke at komme til at stå i samme situation.

Så gik det opad med sporvognen til Tyvenes Marked. Det havde vi set frem til, og vi havde inden turen talt om, at det kunne blive nødvendigt at tage derop en ekstra gang. Det var en oplevelse. Dog var det ikke købegenet, der blev stimuleret, det var snarere overraskelsen over, hvor usle de fleste tilbud var. Gammelt skrammel, som man kan undre sig over, at nogen tror at kunne sælge. Endnu værre at tænke på, at det er der nogen, der er nødt til at købe. Der var et stærkt udtryk for økonomisk fattigdom. Jeg skylder selvfølgelig at nævne, at der også var et par ”left overs” fra hippietiden, som solgte indiske klæder. De solgte dem endda til nogle af os.

Planen var at tage på strøget efterfølgende, men benene var trætte. ”Vi vil hellere hjem.”
På en stor solbeskinnet plads på vej til færgen hjem lagde de kære søløver sig i en bunke og hvilede benene og hyggede sig. Det må have set tilpas afslappet ud. På den korte tid vi var der, blev Bo 2 gange tilbudt hash i store mængder (vi var jo mange).

Vi var hjemme kl. godt 6, så det var tid for nogle at hvile og for andre at spille bold eller køre på skateboard. Der blev en rolig aften.
I dag går turen til Belem.

Lone

3/3 The Big Chill

Hej du BøF-relaterede menneske!

Ja, vi er kommet godt frem, og vi er allerede godt indkvarteret på Pousadaen. Vi har de fantastiske værelser med den mest fantastiske udsigt over Lissabon og floden der løber ind i Portugal.
Det har været godt vejr med meget sol og delvist skyer med kun 17 grader. Hvordan er regnen derhjemme =oD ?

Vi har spillet fodbold, været i byen og indkøbscentret Forum og ellers bare hygget os. Da vi var i byen kiggede de på os som var vi fra en fremmet planet, og pigerne fik også et fløjt med på vejen ;o)

Vi har nydt Lissabons forår fuldt ud, og vi glæder os meget til i morgen, hvor vi skal på ”tyvenes marked” i Lissabons gader.
Vi håber I har det godt og at I kan leve med vejret.
Søløvske hilsner fra Søløverne, og lidt hende der Lone og ham der Bo

Med venlig hilsen
Værelse 208 (Esben, Francisco, Jacob og Søren)

2/3 Endelig nåede vi frem

Efter mange genvordigheder – lige fra optagede pladser i toget til en glemt ”passer” i skoletasken (hvilket i sig selv jo på sin vis er ganske fantastisk!) der så blev opdaget i sikkerhedskontrollen i lufthavnen, kom vi endelig af sted. Eller det vil sige, da flyet endelig landede 30 minutter forsinket og var klar til at tage os om bord 50 minutter for sent – SÅ kom vi af sted.
Og forude lå en flyvetur på 3 timer og 40 minutter. Det tog de fleste nu i stiv arm, selv om vi vidst alle var færdige med at sidde ned, da vi endelig nåede Lissabon. Et lyspunkt var dog, at der blev serveret mad under vejs, og at vi frit kunne bestille drikkevare til det. At kødet så, ifølge flere søløver, smagte af traktordæk, tager vi som en del af oplevelsen.

Langt om længe nåede vi til Lissabon, og på bedste riviera-maner blev vi fragtet 400 meter fra flyets holdeplads og ind til terminal-bygningen. Kuffertudleveringen tog på den gode side af en halv time, men alle fik dog deres bagage. Og så kom den næste udfordring: Find ud af hvordan man kommer på tværs af en europæisk storby, når det er søndag og mørket så småt er begyndt at falde på, og den gratisbus man har læst om på forskellige hjemmesider, af uransagelige årsager ikke har kørt de sidste to år!
Heldigvis mødte vi en tysktalende fransk kvinde, der er bosat i Lissabon, og ved hendes hjælp kom vi på en lufthavnsbus og endte – sådan set ikke det forkerte sted, men dog et ret uheldigt sted, tidspunktet taget i betragtning. Vi var nemlig blevet ledt hen til en færge, over Tejo (den flod der løber gennem Lissabon), og stod nu på en mere eller mindre lukket busterminal. Et opkald til ågerpriser til vores portugisiske kontakt afslørede da også, at den sidste bus kørte herfra kl. 17, hvilket på sin vis var ret irriterende, taget i betragtning, at klokken nærmede sig 20.30.
Så i stedet fik vi efter lang tids ventet rekvireret 5 taxier, der kunne fragte os hen til vandrehjemmet. Heldigvis kunne dette klares for ca. 1.5 € pr. person, så det var ikke så slemt.
Vel fremme ventede ENDELIG en positiv overraskelse; nemlig den bedste udsigt i Portugal: Lissabon flot oplyst på den ene side, og ”25 april-broen” og Christo Rei på den anden.
De børn, der ikke havde været her før var, sammen med deres lærere, målløse over dette fantastiske syn, og efter en sen omgang spaghetti med kødhejs kunne vi endelig krybe ned under dynerne og drømme om hvor dejligt det bliver at drive den af på altanerne i morgen, mens temperaturen sniger sig op mod 20 grader....

Bo

1/3 Dagen før dagen

Så kommer man ikke ret meget nærmere på vores afrejse, og de sidste ting skulle gerne være på plads.

Alt lige fra ophold, flybilletter, forplejning, forsikring, til "tak for hjælpen gave" er betalt, og forældretilladelser, pas og diverse sygesikringer er tjekket, og kufferterne burde være pakket.

Så nu er der kun forventningen tilbage at kæmpe med. Og den ledte mig til denne hjemmeside:

http://www.wunderground.com/global/stations/08536.html

Her kan man følge med i vejret, og bl.a. se, at der lige nu er 18.3 grader C. i Lissabon.
Måske skulle man åbne kufferten og forsøge at finde plads til endnu et par shorts.......

Når terroren kommer tæt på

Den 2. marts tager skolens 9. klasse på studietur. Oprindeligt var det meningen, turen skulle have gået til Tyrkiet, men omkring nytår begyndte situationen at ændre sig, og i midten af januar, kom der en skærpet rejsevejledning fra Udenrigs Ministeriet, så den nu lød således:

Der er en betydelig risiko for terrorangreb i Tyrkiet, herunder i de tyrkiske storbyer og på feriestederne ved kysten. Rejsende opfordres derfor til at udvise den største agtpågivenhed, særligt på steder, hvor større menneskemængder er samlet.

Og hvad gør man så?

Rejsen var booket og depositummet var betalt, men ingen, hverken os lærere der skal med på turen, eller skolens ledelse synes, vi kunne stå inde for den risiko en sådan rejse medfører. Samtidig kunne vi på TV se reklamer fra diverse rejseselskaber, der havde tilbud på rejser til Tyrkiet for HELE familien.
Lidt af et dilemma!

Heldigvis vandt den sunde fornuft, og rejsen blev afbestilt. Men hvad skulle vi så gøre? Børnene var ret trætte af situationen, og havde et par dage i frygt for, at de slet ikke ville komme af sted på studietur.
Men heldigvis har vi en dreng i klassen, hvis far kender nogen der kender nogen som kunne hjælpe os. Og knap var aflysningen af turen til Tyrkiet meldt ud, før en ny tur til Portugal var en realitet! Og alt var undersøgt, lige fra transport og overnatning til forplejning og temperaturer. (tak til Per)

Så næste søndag rejser et par håndfulde teenager og to lærere fulde af forventning af sted til, i hvert fald lidt, varmere himmelstrøg.

Følg med her på bloggen - det bliver NÆSTEN som at være der selv!