Efter mange genvordigheder – lige fra optagede pladser i toget til en glemt ”passer” i skoletasken (hvilket i sig selv jo på sin vis er ganske fantastisk!) der så blev opdaget i sikkerhedskontrollen i lufthavnen, kom vi endelig af sted. Eller det vil sige, da flyet endelig landede 30 minutter forsinket og var klar til at tage os om bord 50 minutter for sent – SÅ kom vi af sted.
Og forude lå en flyvetur på 3 timer og 40 minutter. Det tog de fleste nu i stiv arm, selv om vi vidst alle var færdige med at sidde ned, da vi endelig nåede Lissabon. Et lyspunkt var dog, at der blev serveret mad under vejs, og at vi frit kunne bestille drikkevare til det. At kødet så, ifølge flere søløver, smagte af traktordæk, tager vi som en del af oplevelsen.
Langt om længe nåede vi til Lissabon, og på bedste riviera-maner blev vi fragtet 400 meter fra flyets holdeplads og ind til terminal-bygningen. Kuffertudleveringen tog på den gode side af en halv time, men alle fik dog deres bagage. Og så kom den næste udfordring: Find ud af hvordan man kommer på tværs af en europæisk storby, når det er søndag og mørket så småt er begyndt at falde på, og den gratisbus man har læst om på forskellige hjemmesider, af uransagelige årsager ikke har kørt de sidste to år!
Heldigvis mødte vi en tysktalende fransk kvinde, der er bosat i Lissabon, og ved hendes hjælp kom vi på en lufthavnsbus og endte – sådan set ikke det forkerte sted, men dog et ret uheldigt sted, tidspunktet taget i betragtning. Vi var nemlig blevet ledt hen til en færge, over Tejo (den flod der løber gennem Lissabon), og stod nu på en mere eller mindre lukket busterminal. Et opkald til ågerpriser til vores portugisiske kontakt afslørede da også, at den sidste bus kørte herfra kl. 17, hvilket på sin vis var ret irriterende, taget i betragtning, at klokken nærmede sig 20.30.
Så i stedet fik vi efter lang tids ventet rekvireret 5 taxier, der kunne fragte os hen til vandrehjemmet. Heldigvis kunne dette klares for ca. 1.5 € pr. person, så det var ikke så slemt.
Vel fremme ventede ENDELIG en positiv overraskelse; nemlig den bedste udsigt i Portugal: Lissabon flot oplyst på den ene side, og ”25 april-broen” og Christo Rei på den anden.
De børn, der ikke havde været her før var, sammen med deres lærere, målløse over dette fantastiske syn, og efter en sen omgang spaghetti med kødhejs kunne vi endelig krybe ned under dynerne og drømme om hvor dejligt det bliver at drive den af på altanerne i morgen, mens temperaturen sniger sig op mod 20 grader....
Bo
Ingen kommentarer:
Send en kommentar