En overhængende mulighed for at blive klogere

I morgen, torsdag d. 26/11 2009, skal samtlige lærere på skolens første sal på konference. Det er nyt og spændende på flere måder.

For det første er det ikke så tit, at vi sender samtlige lærere på et enkelt trin ud af huset på helt egen hånd. Det er svært at få det til at gå op med vikarer og skemaer og den slags.

For det andet er det ikke et kursus vi skal på, men en konference. Det er heller ikke den slags vi bedriver mest.

Jamen, hvad skal de kære lærere da på konference omkring, tænker du sikkert. Vi skal et smut til Fyn og besøge den Frie Lærerskole i Ollerup og høre om computere i undervisningen og om hvordan det kan gribes an i praksis, når samtlige børn i en klasse har en bærbar computer. Der kommer to teoretiske oplæg og et mere praktisk anlagt oplæg. Du kan se selve programmet her: Klikketiklik!

Nu glæder jeg mig bare til at se om vi kan blive klogere på verden og internettet og it-kompetencer. Faren er overhængende!

Camping Castel Fusano

Ciao.
Saa er vi naet til en fantastisk campingplads ude ved kysten vest for Rom. Vi har badet i en kaempe swimmingpool - 25 x 50 m - saa humoeret er hoejt. Vi klarede Vesuv i gaar - en laaang togtur, men kan klart anbefales.Vi oplevede baade svovldampe og at blive indhyldet i skyer. De naeste par dage skal vi goere Roms store sevaerdigheder og saa skal vi tage den laaaange tur til Pompei - samme tur som til Vesuv + 1 time.
Vi har besluttet at forsoege at faa liggepladser paa vejen hjem, saa maa det koste den smule mere. Vi har kaempet noget med bedbugs i sengene paa hostel i Rom - specielt Lasse ligner en, der har faaet skoldkopper, men han er i bedring. Andre har ogsaa en del bid, men reagerer ikke saa slemt paa det. Bare rolig Grethe og Poul-Erik - han tager det paa den seje maade. Alle har det godt og nu glaeder vi os til en friformiddag inden Rom i morgen. Vi nyder maden - specielt Anders er helt oppe og koere over alle de pizzaer han kan faa. Flere af vi andre glaeder os til rugbroed med ost og leverpostej, saa - kaere foraeldre - I skal ikke overraske med italiensk mad, naer vi ankommer soendag. Mange og meget varme ( 32 grader) hilsner fra Hvalerne i Italien og Anders og Sanne

Hvalernes rejse

Ciao!
Saa er vi kommet til Italien efter 3 fantastiske dage i Innsbruck, der blev brugt paa at vandre ned fra de oestrigske alper, hvilket var haardere end forventet. Mange havde indstillet sig paa at doe, men (thank god) alle overlevede, dog med oemme ben, foedder og baller :)
Ellers gik tiden med at spise mad, hygge paa vores udemaerkede vandrehjem, og ellers bare komme i feriestemning.
Nu sidder vi og er godt brugte efter en lang nat i et skod nattog, og en meget varm dag i Rom. Vi har faaet tjekket byen ud, talt med venlige italiano guys, og spist laekker italiensk mad.
Imorgen skal vi til Vakikanet, og saa er vi blevet lovet en tur paa stranden, hvilket lige er det vi har brug for!
God weekend fra hvalerne.
Arriverdeci!

Nordisk Flimmer, vegetarmad & Tivoli

Efter en meget nødtørftig indkvartering på Hotel Jørgensen, der forresten er et af de sikreste steder i København (nok mest på grund af de evigt cirkulerende politibiler), gik vi os en lille tur på små 1000 kilometer. Det var i hvert flere af børnenes estimat omkring vandreturens udstrækning. Et mere korrekt overslag lyder mere i retning af 5-6 km. Vi gik efter at skulle nå Nordisk Film og en omvisning på deres lokationer.Lad det være sagt med et samme. Finanskrisen har holdt sit indtog i Valby. Fuld pris for en halv rundvisning. Vi kunne ikke komme til at se film i deres biograf, da de havde meget celebre skuespillere i biografen. Åbenbart se højt på strå at de under ingen omstændigheder måtte komme i kontakt med skolebørn eller andre dødelige. Efter en kort fremvisning af en meget gammel scene og to tomme scener, blev vi gennet ind i en butik for at købe isbjørnebamser, gamle dvd-genudgivelser og PS3 spil. Magen til ynkelig forestilling skal man vist lede længe efter. Trist! Næste gang bliver det altså Zentropa i stedet.Planetatiet var egentlig ret ok, men børnene var nok ved at være lige lovlig trætte efter al den gåen rundt i verden.

Aftensmaden var på et spisested, der hedder Pasta Basta. Vi skulle have buffet. Navnet på restauranten er i sandhed alvorligt ment. ALT var pasta. Desværre havde vi ikke lige læst det med småt. Kold pasta blandet sammen med andre sager og stillet frem i fade. Blot var der ikke nogen, der havde valgt at blande kød sammen med pastaen. Så kold pastasalat som sikkert ville henrykke en vegetar helt og aldeles. Sultne børn, der måske også er lidt vel trætte, kan ikke rigtig lade sig rive med i et kulinarisk glædesudbrud af specielt store dimensioner. Faktisk blev de lidt skuffede. Når ret skal være ret, så smagte det rigtig godt, men både Burger King og McDonald´s fik sig et ganske behørigt mersalg netop denne aften.

Dagen gik på hæld og alt var godt.

Tirsdag d. 18/8, var dagen hvor vi skulle se Christiansborg og Folketinget, samt Dronningens gobeliner. Begge dele var potentielt en rigtig historie/samfundsfags-perle af dimensioner. Igen kunne man her konstatere at ofte afhænger ALT af den person, der formidler stoffet. Vores omviser i Folketinget trængte virkelig bare til at komme af med os igen. Sjældent er noget så grundlæggende for børns forståelse for de folkevalgtes arbejde blevet sludret så hurtigt og overfladisk igennem. På den anden side, havde vi en sand kapacitet til at vise os gobelinerne. Hun vidste usandsynligt meget og kunne med det samme mærke, hvor hun skulle sætte ind for at få småtrætte børn til at lytte interesseret og nysgerrigt. Børnene spurgte så det var en fryd og hun svarede oplagt og vidende på alt.

Så kom tiden, hvor de kære poder skulle slippes ud i verden på egen hånd og opleve den pulserende shoppingby, som de tror at København er.

Sidst på dagen skulle vi i Tivoli og spise og hygge og drøne rundt.

Maden i Det Kinesiske Tårn var som den skulle være og vi fik en rigtig fin rabat i kraft af vores egenskab som gruppe. Ikke dårligt.

Børnene brugte hele resten af dagen på at udnytte det fulde potentiale af deres turbånd.

Opsummerende og konkluderende, kan man fastslå at sultne børn og kold vegetarmad ikke er en optimal combo. Meget kan repareres med karisma og viden. Krisen kradser i Valby. Kinesere giver til tider gode rabatter til folk i flok. Tivolis turbånd kan ikke slides op på én aften.

På mange måder har vi fået et noget bedre afsæt til den store udlandstur i niende, der faktisk kun ligger et lille år ude i fremtiden.

Lærerigt på mange måder.

Ud over stepperne

Tidligt op og hurtigt afsted til rigets hovedstad. Indtil videre kan man ikke finde årsag til klafe over DSB og deres, ellers berygtede, forsinkelseskvotient. Det meste kører planmæssigt og børnene er ikke engang overdrevent larmende i vores stillekupé. Faktisk kan man kun takke Statsbanerne for netop ikke at have tildelt os en stillekupé, som de tidligere har gjort ved lignende lejligheder.
Lige i skrivende stund, befinde vi os på det vestlige Fyn, hvor vi drøner med 120 hårrejsende kilometer i timen ud over stepperne. Faktisk overrasker Fyn ved at have mere end én mark med græssende bøfler. Det har undertegnede ikke lige set før.
I eftermiddag skal vi på Nordisk Film og have os en rundvisning. Det kommer nok til at handle en smule om Olsen Banden, hvis jeg ikke tager fejl.
Tide vil vise, om jeg ikke skulle have bare en smule ret.
Klaus

Klog, dum eller lidt af hvert

Som et led i fremlæggelserne af projektopgaverne, har Eva fra pandaerne skrevet en novelle. Den tager afsæt i en artikel fra Information med titlen "Generation Dum". I artiklen argumenteres der for at nutidens ungdom er dumme end fortidens (altså blandt andet undertegnede). Eva har et lidt mere differentieret syn på sagen og det får hun luft for i sin novelle. På mange måder kan man jo så tænke på hvem der er den dumme.
Læs selv og bliv måske klogere ;-)
God fornøjelse, Klaus

Generation Dum
En novelle af Eva Viktoria Krause-Jensen

En dirren på underlæben, en usikkerhed. Ved hun ikke det? Akavet. Hun stirrer intenst på skærmen, som ligger svaret gemt et sted under glasset. Hun forsøger, at finde et system i bogstaver og tal, og forventer næsten at der bag knapperne, ligger en større mening. Hvordan kan hun ikke vide det? Er hun dum? Jeg holder vejret, mens hun bøjer nakken og stirrer mod de hemmelige svar, som hun ikke kan finde. Hendes øjne lyser blegt af hvid, skærende skærm og svøber hendes ansigt i en udtrykløs maske, som jeg aldrig før har set. Jeg rykker uroligt på mig og skæver op mod uret.
"Skal jeg forklare?" Spørger jeg utålmodigt.
"Jeg kan godt, jeg kan godt!" svarer hun anstrengt uden at løfte sit blik fra de gemte svar.
Hvad lærer de folk nu om dage? Burde hun ikke vide dette? Uvidenhed er dumhed, messer min gamle fars ord i mit hovede. Jeg har altid hadet, når han sagde det, men måske havde han ret? Jeg skæver til den ukendte, lysende maske, og ryster uvilkårligt på hovedet. Jeg bryder mig ikke om at forbinde hende med dumhed. Hun er stille sikkerhed, uendelig tryghed, men det går mig på, for hvordan kan hun gå igennem livet uden den mest basale viden. Hun er så uendeligt langt bagud altid. Hvorfor fanden følger hun ikke bare med? Hvad vil hun gøre, når hun en dag pludselig får brug for det? En dag vil hun opdage, hvor lidt hun egentlig ved og hun vil fortryde, at hun ikke har forsøgt at forstå noget før. Men i hendes verden er der slet ikke behov for at forstå, og det irriterer mig, at hun på den måde melder sig ud. Hun forstår det ikke, prøver ikke engang. Jeg sukker og mærker samtidig, hvordan jeg af stille overlegenhed svæver let over køkkengulvet. Jeg er hende dybt overlegen. Foran, mens hun er bagud. Jeg smiler.
"Hvad griner du af?" mumler den hvide maske og skærer en grimasse. Jeg ved så meget mere på så mange punkter og hun er uviden. Dum. Hvordan hun klarer sig ude i den virkelige verden, ved jeg ikke. Det er første gang, jeg har set hende sætte sig ned og forsøge at sætte sig ind i det og det føles som om, at hun smager på min verden. Min uendeligt store verden og det er mig, der kan give hende alle svarene. Jeg er den vise, den kloge og jeg svæver på hendes uvidenhed, hendes dumhed. Nu sidder hun og søger efter svar, som hun aldrig har haft brug for at finde før nu. Men måske kunne hun faktisk lære det? Måske er dette begyndelsen på noget nyt. Måske vil hun faktisk kunne forstå kulturen, forstå mig. Nu sidder hun jo og prøver at fordybe sig i det.

Men så giver hun op.
"Pas," smiler min mor opgivende og alene i verden. "Jeg lærer aldrig at sms'e", konstaterer hun tørt og rækker mig mobilen.

En teknologisk landevinding

I denne projektopgaveuge er nogle af børnene begyndt at udnytte de gratis blogs fra blogger.com. De benytter dem til at lægge deres logbøger og overvejelser omkring deres forskellige projekter ud. Det er jo i virkeligheden en rigtig god ting, da undertegnede kan følge med i hvad der sker og oven i købet kommentere på forløbet.

Det er endda muligt for mig at tegne et RSS-abo på deres blogs, så jeg hele tiden ved om der er sket noget nyt på den.

Man kan så måske problematisere den åbenlyse mangel på offline-tid. Jeg må erkende at det kan være lidt hårdt at skulle forholde sig til en masse problemformuleringer via sin Messenger eller RSS-feeds, når man egentlig bare er på nettet for at spille lidt 7-kabale og glo på Facebook.

Det er vel noget jeg med tiden for afbalanceret lidt mere, efterhånden som jeg bliver lidt mere erfaren med netop dette aspekt af projektopgavens natur.

Nå, jeg må hellere komme tilbage til min 7-kabale mens der er ro..... ;-)

Klaus

Mod opløbssvinget

Så er vi ved at være på den tid af året, hvor man begynder at sætte slutspurten ind, hvis man altså er en panda og går i niende.

Allerede i morgen starter den afgørende projektarbejdsuge for de unge. Vi har valgt overemnet "problemer" og samtlige pandaer har valgt sig et underemne, der kan referere til overemnet. Nogle arbejder med religion, mobning, alternative energiformer eller naturkatastrofer.

Denne projektopgave kommer til at være den gældende, da karakteren og udtalelsen vil være at finde sammen med deres eksamensbevis til sommer.

Det er selvsagt lidt underligt allerede at skulle tænke i prøve-baner her, midt i en vinters krampetrækninger for ikke at ligger under for den evindelige globale opvarmning, men sådan er vilkårene nu engang.

I hvert fald virker ambitionsniveauet til at være på en passende højde. Det glæder selvsagt et gammelt overlærerhjerte at se børnene gribe muligheden for læring med et vist engagement.

Lad os så bare håbe at det også går som det skal for de kære unge.

Held og lykke herfra!