Tirsdag d. 30/9 - 08
Det er ikke hver dag man får demonstreret hvad engagement og stor viden kan gøre ved børn og unge. Idag har vi vandret rundt med en guide i 5 stive timer og udelukkende lyttet til anekdoter fra Berlins historie - på engelsk.
Men lad os starte ved begyndelsen.
Vejrudsigten lovede os regn hele dagen og temperaturer omkring 10 grader. Som en naturlig konsekvens af de rådne udsigter for dagens vejrligheder, valgte 90% af de unge mennesker at iføre sig tyndt og sommerligt tøj, så de bedre kunne fryse med manér.
Vi havde valgt at de skulle have en friformiddag, så de kunne få lidt energi på batterierne igen. Flere valgte at fejre dette faktum med at indtage næsten ubegrænsede mængder at chips, Kinder-mælkesnitter (en skive tysk mælk imellem to bløde tyske kiks), koffeinberiget cola og chokolade til formiddagskaffen. Således klargjort, kunne vi smutte ud i den pulserende metropol, som mange kender som Berlin (hvilket forresten er slavisk og betyder sump).
Vi fik fundet vores gratis guide, der viste sig at komme fra London og hedde Espin. Magen til rart menneske skal man lede længe efter. Det samme gælder om man gerne vil finde et individ, der skulle brænde mere for Berlins historie og seværdigheder. Faktisk lykkedes det for Espin at holde børnene fanget med sit vid, sin humor og engagement i samtlige 5 timer fra klokken 13 til 18 uden de store falbelader eller udfald.
På den pædagogiske side, kan man enten vælge at glædes over dette eller blive en anelse trist til mode.
Glæde: Skal der ikke mere til at fange de unge end lidt engagement og viden?
Tristesse: Skal man nu til at være morsom og vidende bare for at undervise denne tids unge, så de lytter efter?
Måske man ikke skal tænke dybere over det end som så? Uanset, var det en god dag, som børnene vil huske i nogen tid endnu.
Onsdag d. 1/10 - 08
Dagen har, indtil videre, stået på museet for Berlinmuren. Det var vist ok spændende nok, men der var stuvende fuldt, så lidt af oplevelsen gik fløjten i køer og råbende guider. Vi skulle også have været på det Jødiske Museum, men en eller anden helligdag fik lukket selvsamme museum. Så vi måtte ofre os og tage ind til byen og shoppe løs. Sådan må man nogle gange give lidt af sig selv. Børnene tog det pænt ;-)
Nu håber jeg ikke at de har brugt alle deres madpenge på Nike sko. Så bliver det en meget lang aften.
Klaus
Ingen kommentarer:
Send en kommentar