6/3 Dagen der gik..... I Sesimbra

Denne dag startede som alle andre dage på vandrehjemmet. Vi stod alle op og spiste morgenmad mellem 8 og 10. Da alle var færdige og klar til at gå, tog vi af sted. Igen ca. 30 minutter for sent. Som portugiserne er vi Søløver ”født et kvarter for sent” ☺

Igen i dag tog vi bussen ud til Cacilhas, men denne gang skulle vi ikke med færgen. Vi skulle ikke en gang til Lissabon. I stedet tog vi en bus den anden vej – til den lille fiske- og ferieby Sesimbra.

Vi havde alle sørget for at tage masser af tøj på, da vi regnede med, det ville blive lige så køligt som i går (kun 16 grader!). Det var nok en fejl. Da der ingen vind var, og skyerne i dag holdt sig væk, sneg termometeret sig helt op på 27 grader!

Lone havde fortalt os, at vi skulle se på museer, men stranden og varmen lokkede så meget, at vi endte med at ligge på stranden i stedet. Drengene ”sloges” og pigerne soppede eller tog billeder.
Så mens pigerne tog sol og drengene var på opdagelse, fik Lone og Bo et lille hvil på stranden (hvilket de selv synes var yderst velfortjent ☺ ) Peter lavede ”strand Kung Fu” og flere af de andre forsøgte at deltage, men fik det dog mere til at ligne technodans end Kung Fu.

Senere, da vi var blevet sultne nok, gik vi op til byen for at finde mad. Det tog vores ”madhold” (Amanda, Anita og Eva) lidt tid, men til sidst fandt vi en hyggelig café, hvor de oven i købet talte engelsk! Mens vi sad der var andre i gang med at bruge ALT for mange penge. På det sted, de havde valgt, var der nemlig ingen der talte engelsk, så de misforstod helt hinanden og gruppen endte med at måtte betale € 30,- i stedet for de € 15 vi har til mad hver dag.

Derefter havde vi godt en time, inden vi skulle mødes med de andre. Vi gik lidt rundt og fandt en arkade. I En dyrehandel så vi en hundehvalp I ET BUR! Der endda var for lille! Det var SÅ synd! Den peb og pressede sig mod ruden for at komme ud.

På turen hjem sad nogle og spillede kort, og andre tog billeder. De, der sad bagerst i bussen traf en mand, der havde gået på cirkusskolen Chapito. Her var han blevet uddannet klovn, og mødet med ham gør det endnu mere spændende når vi selv skal ud og besøge stedet.

Det sidste stykke af turen, fra Cacilhas til vandrehjemmet, var der nogle der valgte at gå. Mange af os tog dog en taxa (for egen regning). Lone og Bo havde nemlig regnet ud, at det var billigere at tage taxa end bussen – mærkeligt!
Anna, Anita, Luna og Amanda fik en chauffør der undgik trafikken ved at køre på alle mulige og umulige sideveje. Vi var dog alligevel hurtigt fremme – og betalte lige under € 5,- for turen (En bustur koster € 7,20)

Denne dag endte også som de andre dage, med aftensmad, pool og hygge på værelserne.

Med venlig hilsen
Værelse 103, Amanda og Eva.

5/3 Hva' sku Vasco?

Endnu en dag lakker mod enden, og endnu en gang er det lykkedes os at køre 17 teenagere ned til sokkeholderne. Dagen startede med den snart sædvanlige halve times forsinkelse. Denne gang dog ikke fordi, nogen kom for sent, men fordi de fleste hun-søløver var nødt til at hente mere tøj på værelserne (Det er da også mærkeligt at det kan være koldt på toppen af en bakke med vinden direkte ind fra havet, når nu solen skinner).

Men af sted kom vi da, og denne gang med tog over den store ”25 april bro”. Målet var nemlig bydelen Belém og det kloster der ligger her, samt statuen til minde om Vasco da Gama. Efter at have taget statuen i betragtning ude fra, og beundret de fine (og meget store) stenfigurer, kom vi ind i statuen, og op på ”7. sal” inden i den, Hvilket faktisk var toppen, og herfra kunne vi se om ikke hele – så i hvert fald den del af Lissabon det er værd at se. Og vi kunne også se over på den anden side af Tejo og se vandre hjemmet fra en hel ny side.

Statuebesøget blev afsluttet med en vaskeægte turistfilm, der gennemgik Lissabons historie, tilbage fra den blev grundlagt, og frem til i dag. Og der blev ikke sparet på de positive adjektiver! Så ud over den historien lærte vi også, at Lissabon er smuk, fantastisk, åben, smuk, har venlige indbyggere, er smuk, fantastisk, smuk og fantastisk (ca.).

Og så var det tid til frokost! Vi har inddelt børnene i ”frokost-grupper”, og det er så disse gruppers opgave at finde noget interessant at spise, og gerne noget hvor de kan få rabat ved at være flere sammen. Men de små hyggelige fortovscaféer, solen og skyggen fra appelsintræerne var for stor en fristelse, og nogle af børnene endte med selv at lægge 17€ oveni de uddelte frokostpenge. Til gengæld fik de så også entrecote med bagte kartofler ☺.

Efter frokosten gik vi over på den anden side af gaden (det er meget søløve-venligt at samle attraktionerne omkring det samme sted), for her ligger nemlig Jeronimusklostret, som var en af de eneste bygninger der overlevede jordskælvet og branden i 1755. Et ganske imponerende bygningsværk med en tilhørende klosterkirke.

På dette tidspunkt er selv de mest kulturelt interesserede søløvers kræfter ved at være brugt op, så de fik lov til afslutte dagen i det gigantiske indkøbscenter Forum (hvor der – løst anslået – blev købt 25 liter cola!)

Efter aftensmaden havde vi (Lone og jeg) dikteret ”fælleshygge”, så vi OGSÅ kunne se børnene, der ellers forskanser sig på værelserne så snart vi er hjemme – ikke hver for sig, men alle, eller næsten alle, på et 4-mandsværelse. Men heldigvis kunne vi lokke med gratis pool og bordfodbold, så det lykkedes os at få en hyggelig aften inden de kære små gik i seng.


Bo

4/4 Tyvenes marked

Nu er det onsdag morgen, og jeg sidder her og nyder solen, og at jeg endelig er udhvilet. I aftes måtte jeg kapitulere allerede 22.30. Det var der flere, der måtte. Al den friske luft og de mange bakker gør træt og øm i benene.

Da alle var færdige med morgenmaden i går og vi skulle til at af sted, var det så alligevel ikke alle, der havde været til morgenmad. Vi stod udenfor i solen og konstaterede, at manglede vi de 3 skønjomfruer Gizem, Julie og Luna. Jeg gik ned for at få kontakt med dem på deres værelse. Banke, banke på........ingen respons.....gad vide om de overhovedet er der? Op i receptionen og låne en ekstra nøgle. Jeg gik forsigtigt indenfor.......Nu er de 3 så heldige, at de har en hel lejlighed, og de lå og sov deres skønhedssøvn bag endnu en lukket dør, så de havde ikke kunnet høre mine bankesignaler. Så gik det ellers stærkt. Pigerne måtte hurtigt i tøjet og gøre sig klar, der stod jo 16 og ventede på dem.

Så kom vi endelig af sted. Først en bus til færgen, så færgen over til Lissabon og lidt gåtur frem og tilbage for at finde linie 28. På vej til sporvognen kom vi forbi en rigtig bank. Her skulle det jo være muligt at få mange penge, men ak nej. Uanset gode bankforbindelser, så kan man kun hæve 200 euro om dagen. Hvilket betyder, at vi er nødt til at hæve max hver eneste dag, og så skal vi endda bruge vores private visakort, ellers har vi ikke penge nok......mærkeligt system. De næste, der skal af sted, skal huske at have godt med kontanter med for ikke at komme til at stå i samme situation.

Så gik det opad med sporvognen til Tyvenes Marked. Det havde vi set frem til, og vi havde inden turen talt om, at det kunne blive nødvendigt at tage derop en ekstra gang. Det var en oplevelse. Dog var det ikke købegenet, der blev stimuleret, det var snarere overraskelsen over, hvor usle de fleste tilbud var. Gammelt skrammel, som man kan undre sig over, at nogen tror at kunne sælge. Endnu værre at tænke på, at det er der nogen, der er nødt til at købe. Der var et stærkt udtryk for økonomisk fattigdom. Jeg skylder selvfølgelig at nævne, at der også var et par ”left overs” fra hippietiden, som solgte indiske klæder. De solgte dem endda til nogle af os.

Planen var at tage på strøget efterfølgende, men benene var trætte. ”Vi vil hellere hjem.”
På en stor solbeskinnet plads på vej til færgen hjem lagde de kære søløver sig i en bunke og hvilede benene og hyggede sig. Det må have set tilpas afslappet ud. På den korte tid vi var der, blev Bo 2 gange tilbudt hash i store mængder (vi var jo mange).

Vi var hjemme kl. godt 6, så det var tid for nogle at hvile og for andre at spille bold eller køre på skateboard. Der blev en rolig aften.
I dag går turen til Belem.

Lone

3/3 The Big Chill

Hej du BøF-relaterede menneske!

Ja, vi er kommet godt frem, og vi er allerede godt indkvarteret på Pousadaen. Vi har de fantastiske værelser med den mest fantastiske udsigt over Lissabon og floden der løber ind i Portugal.
Det har været godt vejr med meget sol og delvist skyer med kun 17 grader. Hvordan er regnen derhjemme =oD ?

Vi har spillet fodbold, været i byen og indkøbscentret Forum og ellers bare hygget os. Da vi var i byen kiggede de på os som var vi fra en fremmet planet, og pigerne fik også et fløjt med på vejen ;o)

Vi har nydt Lissabons forår fuldt ud, og vi glæder os meget til i morgen, hvor vi skal på ”tyvenes marked” i Lissabons gader.
Vi håber I har det godt og at I kan leve med vejret.
Søløvske hilsner fra Søløverne, og lidt hende der Lone og ham der Bo

Med venlig hilsen
Værelse 208 (Esben, Francisco, Jacob og Søren)

2/3 Endelig nåede vi frem

Efter mange genvordigheder – lige fra optagede pladser i toget til en glemt ”passer” i skoletasken (hvilket i sig selv jo på sin vis er ganske fantastisk!) der så blev opdaget i sikkerhedskontrollen i lufthavnen, kom vi endelig af sted. Eller det vil sige, da flyet endelig landede 30 minutter forsinket og var klar til at tage os om bord 50 minutter for sent – SÅ kom vi af sted.
Og forude lå en flyvetur på 3 timer og 40 minutter. Det tog de fleste nu i stiv arm, selv om vi vidst alle var færdige med at sidde ned, da vi endelig nåede Lissabon. Et lyspunkt var dog, at der blev serveret mad under vejs, og at vi frit kunne bestille drikkevare til det. At kødet så, ifølge flere søløver, smagte af traktordæk, tager vi som en del af oplevelsen.

Langt om længe nåede vi til Lissabon, og på bedste riviera-maner blev vi fragtet 400 meter fra flyets holdeplads og ind til terminal-bygningen. Kuffertudleveringen tog på den gode side af en halv time, men alle fik dog deres bagage. Og så kom den næste udfordring: Find ud af hvordan man kommer på tværs af en europæisk storby, når det er søndag og mørket så småt er begyndt at falde på, og den gratisbus man har læst om på forskellige hjemmesider, af uransagelige årsager ikke har kørt de sidste to år!
Heldigvis mødte vi en tysktalende fransk kvinde, der er bosat i Lissabon, og ved hendes hjælp kom vi på en lufthavnsbus og endte – sådan set ikke det forkerte sted, men dog et ret uheldigt sted, tidspunktet taget i betragtning. Vi var nemlig blevet ledt hen til en færge, over Tejo (den flod der løber gennem Lissabon), og stod nu på en mere eller mindre lukket busterminal. Et opkald til ågerpriser til vores portugisiske kontakt afslørede da også, at den sidste bus kørte herfra kl. 17, hvilket på sin vis var ret irriterende, taget i betragtning, at klokken nærmede sig 20.30.
Så i stedet fik vi efter lang tids ventet rekvireret 5 taxier, der kunne fragte os hen til vandrehjemmet. Heldigvis kunne dette klares for ca. 1.5 € pr. person, så det var ikke så slemt.
Vel fremme ventede ENDELIG en positiv overraskelse; nemlig den bedste udsigt i Portugal: Lissabon flot oplyst på den ene side, og ”25 april-broen” og Christo Rei på den anden.
De børn, der ikke havde været her før var, sammen med deres lærere, målløse over dette fantastiske syn, og efter en sen omgang spaghetti med kødhejs kunne vi endelig krybe ned under dynerne og drømme om hvor dejligt det bliver at drive den af på altanerne i morgen, mens temperaturen sniger sig op mod 20 grader....

Bo

1/3 Dagen før dagen

Så kommer man ikke ret meget nærmere på vores afrejse, og de sidste ting skulle gerne være på plads.

Alt lige fra ophold, flybilletter, forplejning, forsikring, til "tak for hjælpen gave" er betalt, og forældretilladelser, pas og diverse sygesikringer er tjekket, og kufferterne burde være pakket.

Så nu er der kun forventningen tilbage at kæmpe med. Og den ledte mig til denne hjemmeside:

http://www.wunderground.com/global/stations/08536.html

Her kan man følge med i vejret, og bl.a. se, at der lige nu er 18.3 grader C. i Lissabon.
Måske skulle man åbne kufferten og forsøge at finde plads til endnu et par shorts.......

Når terroren kommer tæt på

Den 2. marts tager skolens 9. klasse på studietur. Oprindeligt var det meningen, turen skulle have gået til Tyrkiet, men omkring nytår begyndte situationen at ændre sig, og i midten af januar, kom der en skærpet rejsevejledning fra Udenrigs Ministeriet, så den nu lød således:

Der er en betydelig risiko for terrorangreb i Tyrkiet, herunder i de tyrkiske storbyer og på feriestederne ved kysten. Rejsende opfordres derfor til at udvise den største agtpågivenhed, særligt på steder, hvor større menneskemængder er samlet.

Og hvad gør man så?

Rejsen var booket og depositummet var betalt, men ingen, hverken os lærere der skal med på turen, eller skolens ledelse synes, vi kunne stå inde for den risiko en sådan rejse medfører. Samtidig kunne vi på TV se reklamer fra diverse rejseselskaber, der havde tilbud på rejser til Tyrkiet for HELE familien.
Lidt af et dilemma!

Heldigvis vandt den sunde fornuft, og rejsen blev afbestilt. Men hvad skulle vi så gøre? Børnene var ret trætte af situationen, og havde et par dage i frygt for, at de slet ikke ville komme af sted på studietur.
Men heldigvis har vi en dreng i klassen, hvis far kender nogen der kender nogen som kunne hjælpe os. Og knap var aflysningen af turen til Tyrkiet meldt ud, før en ny tur til Portugal var en realitet! Og alt var undersøgt, lige fra transport og overnatning til forplejning og temperaturer. (tak til Per)

Så næste søndag rejser et par håndfulde teenager og to lærere fulde af forventning af sted til, i hvert fald lidt, varmere himmelstrøg.

Følg med her på bloggen - det bliver NÆSTEN som at være der selv!