Sidste skoledag - for alvor!

Så oprandt dagen, hvor vi måtte sige farvel til vores 9. klasse, Søløverne.

En på mange måder speciel klasse, hvor af der faktisk kun er 5 "oprindelige" elever tilbage! Resten er tilflyttere. Og ikke nok med det - de har også fået nye lærere adskillige gange.
Det har selvsagt givet klassen en noget turbulent tilværelse, og først de sidste par år er der faldet helt ro på den (lidt for meget, vil nogen måske sige...)

Men torsdag d. 26 juni var det hele så slut. Hele skolen, både personale, tidligere og nuværende elever og bedsteforældre og forældre, var samlet for at ønske dem held og lykke fremover.
Mange af skolens yngre børn optrådte med sang og musik for at sende dem godt på vej

Cecilie

Clara

Sågar nogle af Søløvernes forældre optrådte med en lille sang

Alt sammen for at gøre dagen så festlig som muligt.

Om det lykkedes?

I allerhøjeste grad!

Endnu en gang: Tillykke med jeres eksamen, og alt muligt held og lykke i jeres videre liv!

Et forsømt forår er bedre end intet forår...

Så er 8. klasse (pandaerne) i gang med dette års sidste projektopgave. Som noget helt specielt har der, i år, været rigtig mange børn der har arbejdet på skolen i projektugen. Der har også været (noget så fint som) skemalagt vejledning, omend skemaet ikke altid er blevet fulgt til punkt og prikke. Faktisk er der en del vejledninger der er blevet rykket rundt i sidste øjeblik. Oftest er det sket fordi der er opstået akutte tekniske problemstillinger, som har krævet en lærers opmærksomhed. Til it-chefens glæde & lykke er det sjældent fordi tingene ikke har virket at der har været brug for hjælp. Langt oftest har det været fordi børnene har haft nogle tekniske ambitioner, som de ikke har vidst hvordan de skulle føre ud i livet. Det tager jo lidt tid at lære at redigere film helt fra bunden.

Som noget nyt har vi snakket en del om logbogen eller dokumentationen af arbejdsforløbet. Der er jo ikke krav om en logbog, men helt specifikt et krav om at dokumentere arbejdsprocessen i projektugen. 

I den forbindelse har jeg forsøgt at få børnene sporet ind på nogle andre medier end den klassiske kinabog nede fra kiosken. Der er faktisk et par stykker der har bidt på krogen og lavet en videodagbog. Jeg har ikke set den igennem endnu, men glæder mig til at se om dette medie kan bære at dokumentere et projektforløb. 

Fordelen ved en videodagbog er nok mest åbenlys for drengenes vedkommende, da det oftest er dem der ikke rigtig gider/kan lave en ordentlig logbog på skrift. Det bliver mest til noget med: "Torsdag: Jeg glemte mit lånerkort. Fredag: Jeg fandt mit lånerkort". Måske kunne man presse lidt mere indhold ned i en anden form?

I dette tilfælde er det blot helt skørt at det faktisk er to piger, der har kastet sig ud i at lave videologbog.

Jeg ser rigtig meget frem til næste uge, hvor der skal fremlægges. Så kan vi få kigget lidt nærmere på hvad de rent faktisk har fået ud af en hel uge til faglig fordybelse. Jeg er dog fortrøstningsfuld. 

Så godt nok har vejret været rart og fint og det har været lidt synd at man skulle være indendørs det meste af dagen, men der er med garanti kommet nogle kloge ting på bordet i løbet af ugen.

Mere herfra senere.

Klaus

15/3 Hjemrejse

På trods af den sene hjemkomst i går aftes, var alle søløver i stand til at møde til tiden i dag, nemlig kl. 6.30.

Pensionatets personale kunne man, i modsætning til selve bygningen, ikke klage over – både deres hjælpsomhed og engelskkundskaber var i top, så de havde fortalt os, at vi ikke kunne komme med lufthavnsbussen, da den første ikke kørte fra centrum før kvart i 8. Og da vi skulle være i lufthavnen lidt over 7, var det ikke en brugbar løsning. Så i stedet bestilte de taxier til os, som ville ankomme lidt i 7.

Så i 6 hold ankom vi til lufthavnen, klar til at checke ind. Og heldigvis var vi i god tid, for der var en ENORM kø til check-in skranken.
Så de to timer, hvor vi havde regnet med at slappe af og spise morgenmad i lufthavnen var hurtigt væk.
Og endnu engang – i bedste sydeuropæiske stil – blev vi fragtet fra lufthavnsbygningen ud til flyet i bus.

Flyveturen hjem gik uden problemer, og var (sjovt nok) 40 minutter kortere end turen herned.
Og flyet ankom heldigvis rettidigt til København, så vi behøvede ikke løbe på tværs af terminalerne for at nå toget. Faktisk havde vi 40 minutters ventetid!

Den sidste del af turen, fra København mod Århus, foregik overraskende stille, men vi havde jo på den anden side også været tidligt oppe.
Lige før Skanderborg var jeg nødt til at forlade Søløverne, da jeg jo skulle videre til Aalborg. Til gengæld havde jeg fornøjelsen af, fra perronens anden ende, at se forældre, søskende og venner stå på banegården og tage imod. Og hvor var det fint, med flag og det hele ☺

Så herfra skal der lyde et ”Tak for lån af jeres søde børn”, og samtidig en frivillig tilmelding hvis der skulle komme endnu en søløverejse inden de forlader vores lille skole om små 3 ½ måned.

Tak for turen
Bo

14/3 SIDSTE dag i Lissabon

Så nærmer rejsens afslutning sig med hastige skridt, og dagen i dag var derfor reserveret til at pakke, og HVIS der var tid til overs, til at shoppe en sidste gang i de små portugisiske gader.

Og det var da også hvad langt de fleste børn gjorde – shoppede, selv om en enkelt vidst var hjemme og sove?
Men i takt med at dagene er svundet ind, er mængden af lomme-penge det også, så det var i et noget begrænset omfang, der blev slæbt tilbage. Til gengæld blev der drevet gammel gæld ind for på den måde at få lidt ekstra euro mellem hænderne.

I Løbet af dagen havde vi bestilt bord på en restaurant inde i gågaden, men nogle af drengene havde fundet et sted, de mente var MEGET bedre (vidst noget med mængden af kød ☺).
Så de fik lov til at aflyse vores reservation det første sted og lave en ny på det sted, de havde fundet. Men det skal man ikke gøre i Lissabon! I hvert fald ikke hvis man ligner et let offer for afpresning. For pludselig havde vi to lettere oprevne drenge i telefonen, som var blevet truet med både kompensation, politi og det, der var værre, hvis vi aflyste!

Så det gjorde vi selvfølgelig ikke.

Vi rådførte os med receptionisten på pensionatet, og blev væk. I stedet gik vi hen i den anden ende af byen, og efter en længere vandretur endte vi hen ad kl. 22 på en asiatisk restaurant, hvor de fleste fik spist så meget, at det hele var på grænsen til at komme retur.

Så med pakkede kufferter og overfyldte søløvemaver endte studieturens sidste aften i højt humør og med en slet skjult længsel efter snart at skulle se familien igen.

Bo

13/3 Eksperimenterende Expo

Hej søde Bøf!
Nu er vi flyttet ind til centrum af Lissabon, på Recidentale Astoria, og har fået nye værelseskammerater.

I dag var i Expo parken, eller Parque das Nações som den hedder hernede. Her var i inde på noget der minder om eksperimentariet, og det var ret sjovt. Derefter var der (som sædvanligt) nogle der shoppede, mens andre gik ture eller skatede i områdets skatepark.
Der var også nogle der tog med svævebanen derude, for at nyde udsigten over det store område, men det var vidst ikke ret flot.

På vejen hjem var der rigtigt mange mennesker i metroen, så (selvfølgelig?) var der nogle der blev væk fra os andre. Et øjebliks uopmærksomhed, og de endte på en forkert perron, mens vi andre hoppede ind i en metro.
Heldigvis tog de det i stiv arm, og hoppede blot på det næste tog, og var hjemme kun ti minutter efter os andre ☺

Da alle var hjemme tog vi ud for at spise. Denne gang gik vi den anden vej af hvad vi plejede, og endte i Bairro Alto, en gammel bydel, hvor vi fandt en rigtig hyggelig lille restaurant.
Det er sjovt at se, hvordan restauratørerne først ser en lille smule forvirrede og paniske ud, og derefter smiler stort når vi kommer 19 personer og skal spise!

Men alt i alt var det en god dag, men vi skal allerede hjem i overmorgen, så det er vi rigtigt kede af ☹
Men vi ses derhjemme på lørdag!

Hilsen Anita, Gizem, Jacob og Tobias

12/3 Klovneri, Sé og Jesus

Dagen startede med, at vi vågnede på det nye hotel, hvor vi skulle mødes og spise morgenmad klokken 9. Morgenmaden er lidt bedre end på vandrehjemmet, men er stadig ikke fantastisk. Vi er flere der savner vandrehjemmet hvor alle værelser havde balkon eller terrasse!

efter morgenmaden mødtes vi kl. 10, og gik sammen op til Chapito, som er en slags cirkus-skole kombineret med både gymnasium og sociale projekter. Vi gik ind, men blev efter kort tid smidt ud igen af en ældre dame. Så måtte vi vente ude på gaden mens Lone og Bo gik ind på deres kontor for at prøve at lave en aftale så vi kunne få en KORT rundvisning. Det viste sig nemlig at de var midt i deres terminsprøver, og derfor ikke havde tid til besøgende, som de ellers altid havde.

I stedet gik vi ned mod centrum for at se Sé – Lissabons domkirke fra 1100-tallet. Den var stor, men eller ikke særligt imponerende hverken i udsmykningen eller i byggestilen.

Da vi havde spist frokost og shoppet, var vi nogle der mødtes for at gå op til Bairro Alto –bydelen, hvor Lone og Bo havde fundet en gade dagen før med en masse ”skjulte” mærketøjsbutikker, som de troede LIGE var noget for os. Det viste sig dog hurtigt, de ikke kender ret meget til teenageres tøjsmag. I hvert fald ikke Søløvernes!


Klokken 19 mødtes vi alle samen på hotellet, hvorefter vi sammen gik på restaurant og spiste. Da det var overstået overraskede Lone og Bo os med billetter til musicalen ”Jesus Christ Superstar”. Og selvom den var på portugisisk syntes de fleste at den var rigtig fed.
Musicalen varede næsten 2 ½ time, og da vi skule gå (IGEN) hjem til hotellet blev klokken halv et inden vi kunne komme i seng.

Julie, Ditte, Esben og Thue

11/3 Flyttedag og ambassadebesøg

Så kom dagen hvor vi skulle forlade vandrehjemmet og flytte ind til det, vi troede var et hotel.

Nogle af børnene fik morgenbesøg klokken 6 for at få kontrolleret deres bagage, og kun 10 minutter forsinket var vi klar til at gå hen for at finde vores tog til Lissabon. Og skiftet mellem almindeligt tog og metro foregik også uden de store problemer, selvom vi opdagede, at bare fordi en person kun er nået halvt ind i toget med en kuffert, så kan man godt smække dørene i.

Vi fandt rimeligt let frem til ”hotellet” hvor vi efterlod vores bagage for at gå op til den danske ambassade, der heldigvis kun ligger 500 meter nede ad vejen.

Her blev vi modtaget af to praktikanter, som fortalte os om hvad det vil sige at repræsentere Danmark i udlandet, og om, hvad der var deres primære opgaver. De fortalte også om ambassadøren, hans indtjening og hans tjenestebolig med kok, chauffør og andre tjeneste-folk, hvilket tilsyneladende tændte nye karrieredrømme i nogle Søløver – lige indtil de hørte hvilke krav der stilles. Og idéen med, at man arbejder gratis som praktikant på en ambassade var absolut heller ikke noget der appellerede til deres nyligt vakte shoppegen!

Herefter var der ”fri leg” i Lissabons gågade, hvilken dog de færreste synes var særligt imponerende. Der var et væld af mennesker og ikke rigtig nogle gode butikker (hvad så end dét er?)

Om aftenen skulle vi for første gang ud og spise sammen – hidtil havde vi jo været vandt til ”ugemenuen” på vandrehjemmet. Det gik også fint, og det lykkedes os at bespise alle 17 Søløver for € 143,- eller ca. kr. 63 pr. barn.

Den kvikke læser har sikkert bemærket de små antydninger af, at vores nye dormiens ikke helt var hvad vi havde forventet. Det viste sig nemlig at være et ”Guest House”, eller et pensionat – dog uden den hjemlige hygge vi kender fra Danmark. Bygningen er under kraftig renovering, gulvbelægningen er slidt helt af de fleste steder, værelserne er usle og med papirstynde vægge, der er ingen ”lobby”, de fleste værelser STINKER af kloak når der bliver trukket ud osv.

Så med vemodige tanker mod et vandrehjem af så høj standard at det man skulle tro det var et hotel, og med metroen, der tilsyneladende kører i kælderen, til at ryste én i søvn, endte vores flyttedag med de vigtige lærepenge, at der nogen gange ER en sammenhæng mellem pris og kvalitet...

Bo